Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Forsvaret gennemfører i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Erhverv og Cen-Sec Hærens Temadag i Oksbøl den 16. - 17. september 2025. Temadagen er et vigtigt skridt for fremtidens forsvar.
Soldater på øvelse i Oksbøl. Foto: Forsvaret
Af Hærkommandoen
I en tid med øget fokus på national og international sikkerhed er det afgørende, at Forsvaret og industrien arbejder tættere sammen end nogensinde før. Derfor gennemføres Hærens Temadag i øvelsesterrænet i Oksbøl 16.-17. september 2025. Temadagen gennemføres i tæt samarbejde mellem Forsvaret, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Cen-
Sec.
Initiativtagerne til Hærens Temadag har i løbet af forsommeren og sommeren modtaget stor interesse for deltagelse i arrangementet i Oksbøl i september i år. Af disse er der udvalgt ca. 50 virksomheder som får mulighed for at deltage i årets arrangement.
”Hærens Temadag 2025 er skabt med ét klart formål: at bringe udviklere og operatører sammen i en praktisk, taktisk ramme for at sikre hurtigere, mere målrettet og innovativ udvikling af militært materiel og kapaciteter. Der er behov for en tæt relation mellem forsvar og industri, da det er en forudsætning for at forstå Forsvarets behov og for at kunne udvikle den relevante teknologi,” forklarer Joachim Finkielman, underdirektør i DI Forsvar & Sikkerhed.
Aktiviteten handler om at skabe et stærkere forsvar gennem stærke partnerskaber.
”Hærens Temadag 2025 er ikke blot et arrangement – det er en strategisk investering i mere, bedre og hurtigere sikkerhed. Ved at samle ca. 60 virksomheder og op mod 150 deltagere fra både etablerede og nye aktører i forsvarsindustrien skabes der netværk og relationer, som kan medvirke til at styrke Hærens kampkraft – både her og nu og på lang sigt,” forklarer generalmajor Peter Boysen, chef for Hærkommandoen.
Hærens kampvogn Leopard 2A7 i terræn. Foto: Forsvaret
Temadagen skaber en ramme, hvor ny teknologi og innovation møder virkelighedens behov på slagmarken. Her handler det om at forkorte vejen fra idé til færdigt produkt og sikre, at soldaterne får det rigtige udstyr til de rigtige opgaver.
”Hærens Temadag 2025 er et hands-on samarbejde og en mødeplads i øjenhøjde, hvor specialister, brugere og leverandører arbejder side om side for at sikre, at erhvervslivets produkter og ydelser bedst muligt kan bidrage til Hærens kampkraft,” udtaler Thomas Elkjer Nissen, Forsvars- og Beredskabspolitisk Chef, Dansk Erhverv.
Arrangementet henvender sig til virksomheder i og uden for den traditionelle forsvarsindustri – herunder start-ups, IT-virksomheder, entreprenørvirksomheder, logistikfirmaer og forskningsinstitutioner m.fl.
”CenSec er glade for at kunne bringe industrien og Hæren tættere sammen. Som national klynge og bindeled til forsvarsindustrien, skal vi sikre en platform som Hærens Temadag, der muliggør innovation, udforsker samarbejdsmuligheder og sikrer fortsat udvikling af teknologier og løsninger for Hæren,” udtaler Dustin Wilden, CEO, CenSec.
Hærens Temadag 2025 er en ny model, hvor Danmarks forsvarsindustri og Hæren mødes i felten for at fokusere på bidrag til fremtidens kampkraft. Målet er at skabe en model for løbende samspil og innovation, hvor Hærens behov og industriens løsninger mødes i en fælles taktisk virkelighed.
Kontakt:
• Jeppe Nørregaard Krusager, Chefkonsulent, Dansk Industri (DI): jenk@di.dk og tlf. 2764 6507
• Martin Brinch Jöhncke, major, 2. Brigade: 2BDE-FO-04R@mil.dk og tlf. 2383 1444