Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Den danske fregat Esbern Snare og dens besætning har netop afsluttet den såkaldte DOST-træning. Det gør skibet og besætning til Søværnets pt. mest kampklare enhed.
Koncentration på broen under uddannelsen i England. Foto: Nick Levin / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
”Jeg regner med, at vi nok er nogle af dem, som der bliver ringet til først, hvis Danmark og Søværnet i den næste tid får brug for en sømilitær indsats.”
Sådan siger Christian Thiesen, kommandørkaptajn og skibschef på den danske fregat Esbern Snare.
Baggrunden er, at skibet og dets besætning netop har afsluttet den såkaldte DOST-træning – hvilket gør fregatten og besætningen til den mest kampklare enhed i Søværnet.
DOST-træningen består af et længere forløb med træning i dansk regi, efterfulgt af træning på den tyske flådes havariskole i Neustadt, kulminerende med et flere uger langt forløb hos den engelske flåde ud for Plymouth i England. Her træner og evaluerer eksperter besætningens kunnen indenfor en lang række sømilitære discipliner.
”Setup’et her i England er kæmpestort. Vi bliver virkeligt presset og stresset på alle leder og kanter, og man inddrager en lang række andre krigsskibe, fly og helikoptere i luften og endda en ubåd under havoverfladen. Vi bliver trænet i et komplekst scenarie, hvor al vores viden og kunnen bliver testet, udviklet og evalueret. Det er meget givende, meget lærerigt og enormt nyttigt for os som skib og besætning,” siger Christian Thiesen.

Foto: Nick Levin / Forsvaret
Normalt er der hvert år en af de danske fregatter og dens besætning, der gennemgår DOST-træningen. Dermed er der til enhver tid mindst en fregatbesætning i Søværnet, som har været igennem træningen indenfor det seneste år.
Den afsluttende træning i England foregår over flere uger, hvor skib og besætning gennemgår en række træningsforløb, evalueringer og procedureudvikling. Hver uges program kulminerer hver torsdag, hvor “torsdagskrigen” afvikles, og hvor alle evnerne og procedurerne afprøves i fuldskala krigsscenarier.
Her modtager skibet angreb fra ubåde, fly og andre skibe samtidig med, at diverse interne problemer simuleres. For eksempel at udstyr svigter, strømmen går, roret strejker og elektronikken bryder ned. Oveni opstår der brand ombord, skibet tager vand ind og besætningsmedlemmer bliver sårede og kræver opmærksomhed og behandling. Alt sammen for at stressteste og ikke mindst udvikle samarbejdet ombord, procedurerne, udstyr, best practice osv. i realistiske og intense scenarier.
DOST - står for Danish Operational Sea Training og foregår i regi af FOST (Fleet Operational Standards and Training) ved Plymouth i England.
Her har man trænet den engelske flåde samt hollandske og tyske skibsbesætninger siden 1950’erne.
I de senere år er også Norge og Danmark kommet med.
DOST bygger videre på den træning, som Søværnet selv står for hjemme og efterfølger kamp- og havaritræning på den tyske flådes havariskole i Neustadt, tæt på Travemünde.
Alle aspekter af den såkaldte indre og ydre kamp trænes dermed. Med den indre kamp menes netop udfordringer som lækage, brand, sårede, svigt af våben- og sensorsystemer mv. Med den ydre kamp menes håndtering af angreb udefra – for eksempel angreb fra andre skibe, fly, droner og ubåde med blandt andet missiler og torpedoer.
”Det kan være angreb både fra konventionelle militære styrker og asymmetriske trusler som for eksempel terrorister. Vi skal kunne håndtere det hele samtidig med, at vi forbliver kampdygtige, også selvom der sker for eksempel vandindtrængning, brand eller systemsvigt,” siger Christian Theisen.
”Det er helt unikt, at vi kan få adgang til så avanceret og stort et setup, som der tilbydes her. Vi har andre skibe på overfladen, ubåd under vandet og fly og helikoptere i luften. Et kæmpe stort setup, som tester os til det yderste, og som vi ellers ikke har adgang til,” siger Christian Thiesen.
”Samtidig trækker vi på nogle meget kompetente eksperter med årevis af erfaring indenfor deres fagområder. Det er virkeligt noget, som rykker vores niveau, og gør os dygtige. De coacher, træner, vejleder og evaluere os, og ultimativt bedømmer de vores indsats, så det sikres, at vi har det niveau, som kræves i en skarp situation. Jeg er meget taknemmelig for den her mulighed for, at vi bliver udviklet. Jeg kan med overbevisning konstatere, at vi nu er Søværnets mest kampklare enhed,” siger Christian Thiesen.