EH 101 over is ved Grønland

I Grønland skal EH-101 helikopterne indgå i den operative opgaveløsning sammen med de enheder, der normalt opererer i Arktis. Foto: Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Turen fra Flyvestation Karup til Nuuk i Grønland med de to helikoptere tog godt 17 timer og sejladsen for fregat godt syv døgn. Det er sat i værk som led i Forsvarets øgede tilstedeværelse på Grønland igennem den kommende tid.

 

I Grønland skal helikopterne og fregatten indgå i den operative opgaveløsning sammen med de enheder, der normalt løser opgaven. De nytilkomne skal bandt andet træne sammen med de grønlandske elever fra Arktisk Basisuddannelse og andre af Forsvarets enheder.

 

To redningshelikoptere

Det er ikke en fuldstændig triviel operation at flytte to helikoptere så langt og til det arktiske miljø. Der er i sagens natur meget åbent hav og få steder at tanke brændstof eller lande i tilfælde af nødsituationer. Derfor var turen planlagt sådan, at helikopterbesætningerne fløj via Shetlandsøerne, Færøerne og Island, inden de tog den lange tur over Danmarksstrædet mellem Island og Grønland.

 

Undervejs har et Challenger maritimt overvågningsvågningsfly fulgt med for at yde “SAR-cover”, hvilket blandt andet indebærer muligheden for at droppe redningsflåder om nødvendigt. Besætningen på Challengeren har desuden fløjet foran helikopterne for at komme med afgørende vejrobservationer fra den grønlandske østkyst, som er berygtet for at have udfordrende vejr at flyve i.

 

Deployeringens sidste stræk fra Kulusuk mod Nuuk gik over indlandsisen over langs den grønlandske vestkyst, og helikopterne landede som planlagt i lufthavnen i Nuuk søndag eftermiddag, hvorfra de også opererer ud fra i de kommende uger.

 

Fregatten Niels Juel

For fregatten Niels Juel har turen fra Danmark til Grønland taget lidt længere tid. Godt syv døgn efter at fregatten sejlede fra Korsør ankom den til grønlandsk farvand og indgik i opgaveløsningen for Arktisk Kommando.

 

Undervejs sejlede fregatten forbi Færøerne, hvor der var tid til at træne med inspektionsfartøjet Lauge Koch i de tidlige morgentimer. Også Island fik besøg af fregatten på turen til Grønland.

 

Undervejs har fregatten udført farvandsovervågning og turen har på den måde været med til at opretholde overvågningsbilledet af Kongerigets farvande.

 

Broen på fregatten Niels Juel

Besætningen på Niels Juel tæller omkring 120 personer. Her er vi på skibets bro, hvorfra skibet styres og der holdes konstant udkig efter blandt andet andre både og isbjerge. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

I løbet af de næste uger skal både helikopterne og fregatten være til stede i Nordatlanten, hvor de skal indgå i opgaveløsningen med de grønlandske myndigheder og andre enheder fra Forsvaret, som er i og omkring Grønland.

 

I den østgrønlandske bygd Kulusuk stoppede helikopterbesætningerne ned og inviterede de lokale på rundvisning i redningshelikopterne og en flyvende redningsdemonstration.

I den østgrønlandske bygd Kulusuk stoppede helikopterbesætningerne ned og inviterede de lokale på rundvisning i redningshelikopterne og en flyvende redningsdemonstration. Foto: Forsvaret