Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Læger, sygeplejersker og medics fra den ukrainske hær var været i Danmark, som en del af det ukrainske rehabiliteringsprojekt Repower. Her mødtes de med danske sanitetssoldater for at udveksle erfaringer fra frontlinjen.
Dansk og ukrainske soldater inspirerer en dansk ambulance Piranha. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret
Af Forsvaret og Forsvarets Sanitetskommando
Lyden af fuglefløjt i skoven erstattede for en stund den skærende susen fra droner og sirener i det fjerne for de ukrainske sanitetssoldater. I de seneste uger har sundhedsfaglige fra den ukrainske hær været i Danmark.
Det er tredje gang, at ukrainsk frontpersonel har fået et pusterum fra krigen i danske omgivelser som en del af det ukrainske rehabiliteringsprojekt Repower.
Mødet mellem danskerne og ukrainerne handlede om langt mere end blot teknik og metoder. I uformelle samtaler blev der delt historier, perspektiver og forståelser på tværs af både sprog og kultur. For både danskerne og ukrainerne var det en værdifuld mulighed for at se deres egen indsats i et nyt lys.
Blandt de danske repræsentanter var 30 medics fra Trænregimentets 2. Sanitetskompagni, som ankom til samlingsstedet i deres tre Piranha’er fyldt med udstyr, som skulle fremvises for ukrainerne.
For Nathalie, som er kompagnichef for 2. Sanitetskompagni, gav mødet et stærk indblik i, hvordan hendes kolleger arbejder i Ukraine.
"At mødes ansigt til ansigt med mennesker, der arbejder under helt andre vilkår, giver et unikt perspektiv. Det giver værdi for mit kompagni at erfaringsudveksle med sundhedsfaglige, som har skullet redde liv under ekstremt krævende forhold. Det er en oplevelse, man tager med sig – både professionelt og personligt," siger Nathalie.
Siden krigens begyndelse i 2022 har Danmark støttet Ukraine med uddannelse og donationer på en lang række felter.
Siden har Forsvarschefen Michael Hyldgaard sat en systematisk erfaringsindhentning i Ukraine i gang. Den skal sikre, at Forsvaret på tværs af organisationen forholder sig til de erfaringer, som Ukraine har gjort. Og at de observationer og iagttagelser bliver et væsentligt bidrag til den udviklingsvirksomhed, som Forsvaret gennemgår i disse år.
I forsvarskrigen mod Rusland gør ukrainerne sig særdeles dyrekøbte erfaringer i liv og ressourcer. Disse værdifulde erfaringer har Forsvaret fået adgang til. Det skyldes bl.a. Danmarks massive støtte til Ukraine gennem bl.a. materieldonationer, uddannelse og styrkelse af den ukrainske forsvarsindustri.
Erfaringerne og vidensdelingen mellem Ukraine og Danmark spænder bredt fra droner, skyttegrave, doktriner og altså også i denne sammenhæng sanitetssoldaternes arbejde med at rede liv ved frontlinjen.
Blandt de danske repræsentanter var også chefen for sundheds- og sanitetsfaglige uddannelser ved Forsvarets Sanitetskommando, som i slutningen af besøget udvekslede ærmemærker med en ukrainsk medic.
"Denne erfaringsudveksling handler ikke bare om viden – det handler om gensidig respekt og forståelse. At bytte ærmemærker er et symbol på det bånd, der knyttes, når vi deler erfaringer og står sammen," siger Klaus fra Forsvarets Sanitetskommando.
Både de danske og ukrainske sundhedsfaglige soldater tager erfaringerne med sig med håbet om, at dette kun er begyndelsen, hvor viden og erfaring i fremtiden deles åbent og gensidigt til gavn for livredning på tværs af landegrænser.
De erfaringer som Forsvaret får fra Ukraine skal medvirke til at øge Forsvarets kampkraft. Af sikkerhedsmæssige årsager kan vi ikke fortælle præcise deltager om erfaringsudvekslingen eller give en detaljeret liste over de emner, som bliver delt mellem Danmark og Ukraine.