Danske F-35-fly og svenske Gripen-fly træner i Nordatlanten.

Danske F-35-kampfly og svenske Gripen-kampfly er en del af Arctic Sentry. Foto: Rune Dyrholm / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Danske F-35-kampfly er i dag fredag landet i Keflavik på Island.

 

Her vil de gennemføre træning sammen med svenske JAS 39 Gripen-kampfly.

 

F-35-flyene er første danske bidrag til NATO-aktiviteten Arctic Sentry, der begyndte i dag fredag den 13. februar.

 

"Når vi træner sammen med vores NATO-allierede, styrker vi vores samlede kampkraft og bliver endnu bedre til at beskytte vores fælles ansvarsområde. Med Arctic Sentry styrker vi NATOs evne til afskrækkelse i Arktis og Nordatlanten. Det er øvelsen på Island, hvor det danske og det svenske flyvevåben samtræner, et stærkt eksempel på,” siger forsvarschef Michael W. Hyldgaard.

 

Danske F-35 og svenske Gripen i formation over Island

Danske F-35-kampfly og svenske Gripen-kampfly fotograferet over Island. Foto: Rune Dyrholm / Forsvaret

"Øvelsen demonstrerer det tætte samarbejde, som det svenske flyvevåben har med vores danske kollegaer og allierede. Sikkerhedssituationen gør det ekstra vigtigt at træne sammen og bidrage til det kollektive forsvar af NATOs operationsområder, herunder Arktis. Sammen bidrager vi med operativ kapacitet og arktisk kompetence”, siger chefen for det svenske flyvevåben generalmajor Jonas Wikman.

 

Én samlet Arctic Sentry-paraply

Formålet med Arctic Sentry er at demonstrere NATOs aktive tilstedeværelse og overvågning i den nordlige del af Alliancens ansvarsområde. 

 

Læs Forsvarsministeriets artikel: F-35-kampfly bliver første danske bidrag til NATOs Arctic Sentry

 

Arctic Sentry samler allerede planlagte aktiviteter i regionen, herunder Arctic Endurance, under én samlet Arctic Sentry-paraply. som skal skabe forudsætningerne for en varigt styrket NATO-tilstedeværelse i Arktis.

 

Læs artikel: Danskledet øvelsesaktivitet i og omkring Grønland bliver en del af NATOs Arctic Sentry

 

Også tyske Eurofighter-kampfly vil i den kommende periode have base på Keflavik. Sammen med de danske og svenske kampfly er de som en del af Arctic Sentry under ledelse af NATOs Joint Force Command Norfolk med til at styrke NATOs kollektive forsvar.

 

Læs NATOS artikel NATO announces Arctic Sentry enhancing NATO's presence in the Arctic and the High North