skarpskkydning om natten

I nattetimerne gennemførte de danske enheder skarpskydninger sammen med allierede enheder fra NATO-brigaden. Foto: Thomas Reimann / Forsvaret

Af Forsvaret

 

Klokken er 18.30, solen er allerede gået ned, og mørket har så småt lagt sig over øvelsesterrænet ved Ādaži i Letland. For soldaterne fra den danske kampbataljon er dagens aktiviteter dog langt fra slut. Tværtimod, de er ved at gøre sig klar til en af øvelsens centrale aktiviteter: skarpskydning med forskellige våbensystemer i mørke.

 

I oktober har enheder fra den danske kampbataljon deltaget i øvelsen Oak Fire, som blev gennemført af den canadiskledede NATO Multinational Brigade Latvia. Her har blandt andet kampvognseskadronen, det mekaniserede infanteri og panserinfanteriet trænet skarpskydning og samvirke med canadiske, italienske og spanske enheder.

 

En stor del af øvelsesaktiviteterne blev gennemført efter solnedgang, hvilket kræver grundig forberedelse. Forud for nattens skarpskydninger gennemførte enhederne derfor såkaldte ”dry runs” i dagtimerne.

 

Her gennemgik det afsiddet infanteri og besætningerne øvelsens forskellige faser, men uden skarp ammunition. Formålet var at indøve procedurerne og sikre, at alle kendte deres opgaver og havde styr på sikkerheden, inden skarpskydningerne blev gennemført.

 

Når mørket faldt på, og nattens øvelsesaktiviteter blev iværksat, skulle de indøvede procedurer omsættes til praksis. Her blev soldaternes evne til at bevare overblikket, kommunikere effektivt og koordinere deres handlinger på tværs af enhederne i høj grad sat på prøve.

 

For skarpskydninger i mørke stiller store krav til soldaterne. Når sigtbarheden er begrænset, kræver det et tæt samarbejde, så enhederne kan koordinere deres bevægelser og skydninger sikkert og effektivt.

 

soldat sidder og sigter med sit gevær

Foto: Theis Nielsen / Forsvaret

Øvelsen Oak Fire har givet de danske enheder mulighed for ikke blot at styrke deres egne færdigheder, men også at videreudvikle samarbejdet med de allierede styrker fra NATO-brigaden. Alle danske enheder er blandt andet udsendt med henblik på, at gennemføre øvelsesaktiviteter for at styrke samarbejdet med andre enheder.

 

Gennem fælles træning under realistiske forhold styrkes enhedernes evne til at handle hurtigt og effektivt og dermed også at kæmpe som én sammenhængende enhed, samt at vise solidaritet med vores alliancepartnere ved at bidrage til afskrækkelsen på NATOs østlige flanke.

 

pansretkøretøj på en eng med soldater omkring

Foto: Theis Nielsen / Forsvaret

Med Danmarks deltagelse i NATO’s beredskab, bidrager de danske soldater til at håndtere den alvorlige sikkerhedssituation i Baltikum forårsaget af Ruslands krig i Ukraine. Samtidig er deres tilstedeværelse med til at understrege, at NATO og Danmark står fast på deres forpligtelse til at beskytte Letland og dets borgere med at sikre fred og stabilitet i regionen.

Dansk kampbataljon i Letland

  • Forsvaret har fra august 2026 udsendt en kampbataljon med støtteenheder til Letland som bidrag til NATOs beredskab.
  • Den danske kampbataljon indgår i den canadiskledede NATO Multinational Brigade Latvia.
  • NATO-brigaden består, udover de danske og canadiske enheder, også af soldater fra 12 andre NATO-nationer.
  • Med Danmarks bidrag til NATOs beredskab bidrager danske soldater til at håndtere en af NATOs største sikkerhedsudfordringer forårsaget af Ruslands krig i Ukraine og udfordrende tilstedeværelse i Østersøregionen.
  • Den danske kampbataljon vil være til stede i Letland frem til januar 2027.