Nye værnepligtige er mødt på Haderslev Kaserne den 2. februar.

Nye anbefalinger fra Forsvarets Advisory Board skal styrke arbejdet med ligestilling og frivillighed. Også for værnepligtige som her ses på første mødedag. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Af Forsvarskommandoen

 

Anbefalingerne er udarbejdet på baggrund af Advisory Boardets arbejde det seneste år, herunder møder og tjenestestedsbesøg ved enheder i Danmark og Letland. Læs artikel: Advisory Board henter inspiration ved de udsendte soldater. Arbejdet har haft til formål at opbygge viden om de organisatoriske, personelmæssige og kulturelle forhold, der fremmer eller hæmmer frivillighed og ligestilling i Forsvaret.


”Frivillighed og ligestilling er afgørende for, at Forsvaret også fremover kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Advisory Boardets anbefalinger er et vigtigt bidrag til at styrke indsatsen på tværs af Forsvaret. Både for værnepligtige og fastansatte,” siger formand for Advisory Boardet, viceforsvarschef generalløjtnant Henrik Berg. 


Anbefalingerne tager afsæt i Advisory Boardets kommissorium og indgår som led i den samlede opfølgning på Forsvarets arbejde på området.


Fem prioriterede anbefalinger

På baggrund af det gennemførte arbejde anbefaler Advisory Board, at Forsvaret styrker indsatsen inden for følgende fem områder:

 

1. Kommunikation
Forsvaret bør styrke både intern og ekstern kommunikation om karrieremuligheder, uddannelser og indholdet af den nye værnepligt. Kommunikationsmateriale og kampagner bør i højere grad afspejle det konkrete indhold af værnepligtsforløbet, herunder gennemsigtighed om operative opgaver og eventuelle udsendelser. Samtidig anbefales det, at kommunikationen tilpasses målgrupper, der i højere grad foretrækker visuelle og digitale formater, eksempelvis korte videoer, som giver et realistisk indblik i hverdagen i værnepligten og Forsvaret generelt.

 

2. Ledelse
Ledelse er afgørende for at skabe en inkluderende og tryg arbejdsplads. Advisory Board anbefaler, at ansatte med ledelsesansvar klædes bedre på til at lede unge og håndtere forskellighed og krænkende adfærd. Det foreslås blandt andet, at der udvikles obligatorisk uddannelse eller moduler for befalingsmænd med fokus på ledelse, adfærd og ansvar. Derudover anbefales etablering af en mentorordning for værnepligtige samt gennemførelse af en værnsfælles baselineundersøgelse i 2026, som kan danne grundlag for målrettede indsatser og løbende opfølgning.

 

3. Soldaterinddragelse og medbestemmelse
Advisory Board anbefaler, at der, også i værnepligten, arbejdes systematisk med inddragelse, hvor det er muligt. Øget inddragelse i soldaternære forhold som indkvartering, faciliteter og velfærd vurderes at kunne styrke ansvarsfølelse, trivsel og sammenhold. Det anbefales blandt andet at fastholde medbestemmelse gennem fælles udformning af stuekontrakter samt at sikre kendskab til og ensartet anvendelse af velfærdsmidler for værnepligtige.

 

4. Adfærd i Forsvaret
Advisory Board anbefaler, at Forsvaret udarbejder et fælles adfærdskodeks, der tydeliggør forventningerne til adfærd for både værnepligtige og fastansatte. Adfærdskodekset bør kobles til Forsvarets værdier og ledelsesgrundlag og understøtte en respektfuld omgangstone. Derudover peger Advisory Board på behovet for et målrettet kulturelt arbejde i enheder, hvor kvinder udgør en kønsminoritet.

 

5. Netværkskoncepter
Endelig anbefaler Advisory Board, at der arbejdes med at udvikle netværkskoncepter, som kan understøtte arbejdet med ligestilling og bidrage til trygge fællesskaber. Netværk kan være med til at styrke tilknytning for minoriteter i Forsvaret og bidrage til at fastholde Forsvaret som en attraktiv arbejdsplads. Behovet for netværk bør indledningsvist afdækkes med henblik på organisering lokalt, nationalt eller efter medarbejdernes ønsker.

 

Anbefalingerne skal samlet set bidrage til at styrke Forsvarets arbejde med frivillighed og ligestilling og understøtte en attraktiv, professionel og inkluderende arbejdsplads for både værnepligtige og fastansatte.

Fakta

Forsvarets Advisory Board ledes af viceforsvarschefen, generalløjtnant Henrik Berg, og består af repræsentanter fra Forsvarsministeriets koncern samt aktører fra forskellige interesseorganisationer, heriblandt HK, HKKF, Værnepligtsrådet, KVINFO, Dansk Industri, Kommunernes Landsforening, Foreningen Divérs, Foreningen Kvindelige Veteraner og Dansk Ungdoms Fællesråd. 

 

Advisory Board er bevilliget 10,4 mio. kr. årligt i perioden 2026–2033. Midlerne skal anvendes til Advisory Boardets arbejde samt til initiativer, der understøtter frivillighed og ligestilling på tværs af Forsvarsministeriets område. I forlængelse heraf har Advisory Board også udarbejdet en plan for anvendelse af midlerne.