Ocean Endeavour

Ocean Endeavour i arktiske omgivelser. Foto: Jacobus Walters / SunStone Maritime Group A/S

Af Forsvarskommandoen

 

En del af de danske og internationale soldater, der i det kommende år deltager i øvelse Arctic Endurance i Grønland, skal fra begyndelsen af februar indkvarteres på hotelskibet Ocean Endeavour. Hotelskibet skal ligge i havnen i Nuuk.

 

Forsvaret har lejet hotelskibet for at kunne indkvartere soldaterne uden samtidig at overbelaste hotelkapaciteten i Nuuk i perioder med mange turister og andre besøgende. Indkvartering på hotelskibet sikrer, at soldaterne kan bo under gode og kendte forhold, uden at Forsvaret skal indrette midlertidige faciliteter i land.

 

Ocean Endeavour er et isforstærket skib, der tidligere har sejlet i både det Arktiske og det Antarktiske område.

 

Forsvaret har siden 2025 øget sin tilstedeværelse i Grønland og Nordatlanten og gennemfører efter planen øvelse Arctic Endurance i hele 2026. Øvelsen omfatter soldater fra store dele af Forsvaret og soldater fra en række NATO-allierede, der skal øve forskellige steder i og omkring Grønland.