Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Efterdønningerne fra fyrværkerikatastrofen i Seest har betydet fornyet aktivitet på den tidligere Flyvestation Tirstrup, der nu fungerer som depot for forsvaret. Et område af depotet huser nu fyrværkeri i store mængder. I takt med at det militære isenkram er blevet kørt ud af depoterne, er raketter og romerlys kørt ind i de sheltere, der oprindelig var bygget til at beskytte jagerfly
Virksomheden Fyrværco A/S fra Glamsbjerg på Fyn har nu rykket deres lager og distribution mere end hundrede kilometer nordpå til Tirstrup ved Århus. Og denne ændring i forretningsgangen har ikke været uden problemer.
Tim Storgaard, der er direktør for Fyrværco A/S, siger om flytningen:
-Forholdene er naturligvis ikke superideelle for os. Logistisk skal vi nu til at tænke og handle på en anden måde end normalt. Og kontorfaciliteterne er heller ikke optimale. Men hvis vi ikke mente, at det var til at leve med, havde vi naturligvis ikke sagt ja til ordningen, forklarer direktøren.
Forsvaret har indledningsvis stillet fire områder til rådighed for civile virksomheder. Udover Tirstrup drejer det sig om flyvestationerne i Ålborg, Skrydstrup og Karup, hvor virksomhederne har fået mulighed for at oprette fjernlagre i ammunitionsmagasiner med containere. Netop flyvestationer er egnede til opbevaring af store mængder fyrværkeri, da de er geografisk meget store, samtidig med at sikkerheden er i top.
I samarbejde med Beredskabsstyrelsen har forsvaret prioriteret nogle virksomheder. Det er langt fra alle virksomheder, der skal oplagre fyrværkeri. Beredskabsstyrelsen har været på kontrolbesøg ved samtlige fabrikker og grossister i Danmark. Her har de minutiøst gennemgået alle lagre og sikkerhedsforanstaltninger. Nogle virksomheder har derefter indgået frivillige aftaler med forsvaret om opmagasinering.
Udover at oprette midlertidige fjernlagre på de fire lokaliteter får danske fyrværkerivirksomheder mulighed for at oprette mindre magasiner, der er bygget til at indeholde mere sprængfarligt ammunition, flere steder i landet. Det er kun fyrværkerifabrikker og -grossister, der kan komme i betragtning til at få tilladelse til at oprette de midlertidige fjernlagre. Magasinerne indeholder mindre mængder fyrværkeri, men er, på grund af deres geografiske fordeling over hele landet, mere brugervenlige til distribution til de enkelte butikker.
Orlogskaptajn Søren Fage Sørensen, der er Forsvarskommandoens sagsbehandler på fyrværkeriområdet, gør status.
-Vi har netop afsluttet sagsbehandlingen og godkendelsen af de sidste firmaer, der havde førsteprioritet. Vi har så at sige sikret området. Der er stadig nogle firmaer, der ønsker at få opmagasineret fyrværkeri. Dem begynder vi at kigge på nu, hvor den akutte del af opgaven er løst, forklarer orlogskaptajnen.
Der er nogle mindre tekniske vanskeligheder ved at opbevare fyrværkeri i magasinerne. Magasinerne er af den såkaldte Type II. Det betyder, at de er bygget til en anden type paller end den sædvanlige Europa-palle. Derfor skal virksomhederne ompakke deres fyrværkeri, så det kan være på forsvarets paller. Et af kravene er blandt andet, at pallerne ikke er mere end 1,5 meter høje.
-De AMA-paller vi bruger som standard i forsvaret, passer ikke ind i det logistiske system, som virksomhederne normalt opererer med. Vi har tilbudt branchen, at de kan låne de paller, de har behov for, men interessen har ikke været overvældende, siger orlogskaptajn Søren Fage Sørensen.
I alt har forsvaret plads til at opbevare 110 af de normale 40-fodscontainere læsset med fyrværkeri. Derudover kan der placeres 170 paller i magasiner fordelt rundt om i landet. En palle svarer til cirka 250 kilo fyrværkeri.
Kilde: www.fko.dk