Brandfolkenes arbejdsvilkår byder på miner og omstændige procedurer

Hernede er der mange miner i græsarealerne på lufthavnens område, og vi kan ikke umiddelbart køre hen til en havarist, der er havnet uden for banen, siger Bjarne, der som brandmand gør tjeneste i det afghanske.

Det er langt fra hver dag, at brandfolk rykker ud til et havareret fly, som de danske brandmænd i (KAIA) gjorde i september, da et russisk Antonov 24-fly kørte ud over baneenden i Kabul. Og endnu sjældnere er det, at et andet fly dagen efter også kører ud over baneenden og ”lander” få meter fra gårsdagens havarist. Plus at adgang til flyene kun kan foregå via flyenes slæbespor, fordi området uden for banen er et potentielt minefelt, er der vist kun få, der oplever i sit i liv. Men ikke desto mindre var de tre danske brandfolk i KAIA særdeles tæt på disse begivenheder.
(Der kan læses om selve disse begivenheder under ISAF og rejsebrev nr. 4).

Men ikke alle vagter er så dramatiske. De tre flyverspecialister Mary-Ann, Bjarne og Finn står igen ansigt til ansigt med deres udenlandske kolleger, da de møder på arbejde  i dag søndag den 24. oktober. De har deres dagligdag på brandstationen sammen med syv andre nationer, der tilsammen udgør 35 mand.

Ved hvert vagtskifte stiller vagtholdet op på række, hvor den svenske vagtholdsleder briefer om dagens program, og endnu en arbejdsdag i den afghanske hovedstad har taget sin begyndelse. Der bliver udstukket poster, og Bjarne og Finn er i dag chauffører på hver af de 36 tons tunge Eagle-brandbiler, der i øvrigt har kørt rundt på danske flyvestationer, og hvor tre styks er købt af Nato og fragtet til Kabul.

Chaufførerne checker olie såvel på køremotor som på pumpemotor. Vand- og skumbeholdning, kompressor, hudraulikpumpe, generator, redningsudstyr, lys og andre vitale ting bliver nøje kontrolleret, inden brandbilen er klar. Herefter er vagtholdet, der består af cirka femten mand, klar til indsats, hvis alarmen lyder.

Mary-Ann, der ellers er brandmand på lige fod med de andre, har den sidste uges tid trukket tårnvagten på grund af lidt lungebetændelse, som betyder, at hun ikke kan indsættes som røgdykker.Tårnet hos brandstationen er en slags alarmcentral, som koordinerer mellem blandt andet kontroltårnet og brandstationens indsatsleder.
- Også her er det noget anderledes at arbejde end derhjemme. Sprogproblemer er hyppigt forekommende, siger Mary-Ann og fortsætter:
- På min hjemlige flyvestation trykker jeg bare på en knap, så har jeg alarmeret brandfolkene. Men her må jeg nøjes med en radio, som oven i købet er upålidelig, men heldigvis er nye (måske) på vej. Hvis jeg skal alarmere, griber jeg  megafonen, der udsender en hyletone og holder den rettet mod trappeskakten, så brandfolkene kan høre den nedenunder. Samtidigt taster jeg min radio og holder foran megafonen, så alle på frekvensen samtidigt får alarmeringen. Lidt Storm P-agtigt, men det virker.

- Det er naturligvis nogle andre forhold at arbejde under end derhjemme. Hver nation har sin måde at gøre tingene på, og det accepterer vi, selv om vi godt kan være uenige, er de tre brandfolk enige om.

Billedtekst:
Flyvevåbnets tre brandfolk i Kabul International Airport med bjergene nord for Kabul i baggrunden.. Fra venstre er det Bjarne, Finn og Mary-Ann,  placeret mellem Eagle-brandbilerne, som de kender godt hjemmefra.

Tekst og foto: Arne Bach Nielsen