[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets udsendelse til Manas-flyvebasen i Kirgisistan og deltagelsen i Operation Enduring Freedom i Afghanistan var andet og mere end missioner i luftrummet med F-16-fly. Det danske bidrag involverede sig også selvstændigt og på et personligt plan i lokale, humanitære projekter.

Flyverpræst ved Flyvestation Aalborg, Folmer Toftdahl-Olesen, var i en periode udsendt til Manas og engagerede sig i det lokale børnehjem Nariste. Dette engagement medførte oprettelsen af en støtteforening, og søndag den 6. juni var over 50 musikere og 100 tilhørere så samlet i Kollerup Kirke til velgørenhedskoncert.

Organister og kirkesangere tilknyttet kirkerne i Han Herred Provsti var gået sammen med en trompetist og en korleder om at få planerne om en koncert gjort til virkelighed. Musikerne medvirkede uden honorar, så den sum der blev lagt i entrépenge gik ubeskåret til støtte for børnehjemmet. Udover entréindtægterne donerede menighedsrådene bag arrangementet ligeledes en sum penge. Beløbet er blevet indsat på en dansk konto, som så kan frigives, når børnehjemmet mangler støtte til konkrete projekter. Risikoen ved at åbne en lokal konto er simpelthen for stor, idet myndighederne uden videre kan konfiskere pengene.

Undervejs i koncerten fortalte Toftdahl-Olesen om projektet, og om hvordan Flyvevåbnets personel var kommet i kontakt med de lokale. Behovet for støtte til børnene er stort. De anbringes ofte på hjem som følge af besværlige handicap, og kynismen i forholdet til børnene er noget anderledes, end hvad vi er vant til i vores del af verden.

De erfaringer og indtryk, der tages med hjem i bagagen fra en international mission er altså ikke kun af militær art. Toftdahl-Olesen og andre, der har taget børnehjemmet Nariste til sig, er et godt eksempel på et varigt engagement i den humanitære indsats, der ikke er ophørt med missionens afslutning sidste år. Mange af Flyvevåbnets udsendte til Manas-flyvebasen involverede sig i lignende, lokale projekter til gavn for specielt børnene i det fattige land.