[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I dagens aviser (5. februar 2004) skrives der om "manglende uddannelse af forsvarets soldater", "dårlig træning koster danske soldater livet" og om militærets behov for reformer for "at kunne kæmpe med de bedste (amerikanske styrker)". Endvidere tales der om nødvendigheden af en udvikling mod det netværksbaserede forsvar (Network Centric Warfare). Udtalelserne kommer fra en konference med bl.a. Stephen de Spiegeleire fra RAND Coorperation, der er en uafhængig amerikansk tænketank.

Det er nødvendigt her at præcisere, at der ikke kan være tale om Flyvevåbnets forhold.

Flyvevåbnets piloter og F-16 har ved udsendelserne i Kosovo og Afghanistan bevist, at vi kan kæmpe på lige fod med de bedste. Samarbejdet med amerikanerne og vore NATO allierede har gennem mange år været meget tæt og kravet til de danske piloter er på samme niveau. Mottoet er: "We train as we fight", og man kunne tilføje: "We train and fight with the best". Under uddannelse og øvelser – for eksempel Tactical Leadership Programme I Belgien, Red Flag i USA, Maple Flag i Canada og NATO Air Meet rundt i Europa – har danske piloter, i tæt samarbejde med USA og de øvrige NATO-partnere, vist at de kan indgå i og lede komplicerede internationalt sammensatte taktiske formationer under meget realistiske og krævende forhold.

F-16 flyet er gennem årene blevet holdt opdateret og vil med den seneste udvikling, Link 16, være med i fremtidens netværksbaserede forsvar, ligesom Flyvevåbnets øvrige radar og andre våbensystemer vil være med på det nye netværk inden for de nærmeste år (allerede i dag anvendes netværk. "Network Centric Warfare" medfører dog betydelig større integration). Det at Flyvevåbnets præcisionsbombninger med F-16 i Afghanistan var ledet af, i samarbejde med og tæt på amerikanske styrker, viser med al tydelighed, at vi er med i Elitedivisionen.
Indsættelse af F-16 er et "kirurgisk" indgreb med Laser- og GPS-styrede præcisionsbomber. Fra stor højde er det således muligt at få stor effekt uden risiko for tab af egne soldater.

Oprettet af Stabchef Flyvertaktisk Kommando den 5 februar 2004