[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Nogle mennesker finder lavtflyvningerne fascinerende – andre finder larmen fra flymotorerne irriterende – mens atter andre bliver forskrækkede, når et eller flere jagerfly pludselig farer henover hovederne på dem. Fra Flyvevåbnets side forsøger vi at begrænse ulemperne ved lavtflyvningerne mest muligt, men undgå generne helt kan vi desværre ikke.

I krig vil flyvning i lav højde typisk forekomme, når et fly lægger an til angreb mod mål på jorden. Under indflyvningen er det vigtigt for det angribende fly at undgå at blive opdaget på fjendens radar, da flyet ellers bliver et nemt offer for fjendens missiler. Samtidig kræver præcisionsbombninger, at det angribende fly befinder sig så tæt på målet som muligt, hvis piloten skal have nogen chance for at ramme plet.

Lavtflyvning er en meget krævende færdighed, som ikke bare kan læres hurtigt i nødstilfælde. Heller ikke fingerede flyvninger i simulator eller flyvninger over havet kan give piloterne den rette føling med en virkelig mission over landjorden. Kun gennem afpasset træning og vedvarende øvelser i fredstid kan piloterne opnå og fastholde en tilstrækkelig grad af erfaring.



Foto: Henning Kristensen, Fototjenesten Flyvestation Aalborg

I krig foregår lavtflyvninger med hastigheder på over 1100 km/t. For at minimere generne for befolkningen er træningen normalt begrænset til en minimumshøjde på 100-150 meter over landområder o 600 meter over bebyggede områder. Samtidig er den højeste tilladte hastighed 850 km/t.

I enkelte afspærrede og ubeboede områder træner piloterne i at nedkaste forsyninger eller øvelsesbomber mod mål på jorden. Flyvningerne kan i disse områder forekomme ned i 30 meters højde.

Sikkerheden i forbindelse med lavtflyvninger har høj prioritet. Ulykker med jetfly er derfor yderst sjældne i Danmark, selvom de høje hastigheder i lave højder umiddelbart kan virke farlige.



Foto: Jesper Jensen

De fleste lavtflyvninger vil finde sted i dagtimerne på hverdage. Flyvninger uden for dette tidsrum kan forekomme i få tilfælde. Det gælder for eksempel, når der skal trænes samarbejde med det jordbaserede luftforsvar, som i nogen grad bygger på frivillige mennesker, der på grund af civilt arbejde ikke kan deltage på andre tidspunkter. Enkelte natflyvninger vil også være nødvendige, men vil blive afsluttet så tidligt som muligt.

Generelt bliver lavtflyvninger kun gennemført på dage med god sigtbarhed og ikke for lavt skydække. Derfor er det nærmest umuligt at advare befolkningen i tilstrækkelig tid i forvejen. I forbindelse med større øvelser udsender Flyvevåbnet som regel pressemeddelelser om flyveaktiviteterne i de berørte områder.

Fly kan nogle gange synes at flyve lavere, end de faktisk gør. Den pludselige støj, den høje fart og måske størrelsen af flyet kan medvirke til dette indtryk. I virkeligheden forsøger piloterne meget omhyggeligt at følge ordrerne om minimumsflyvehøjde.

Kilde: Flyvning i lave højder (FTK)