[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Køretøjerne skal indgå i beredskabet i Kabul Lufthavn og skal indtil videre betjenes af tyske brandfolk. Tre mand fra Flyvestation Skrydstrup rejser til Kabul for at uddanne og omskole det tyske personel til EAGLE6. Det drejer sig om en brandmand, en mekaniker og en til at uddanne i at føre køretøjet.
De tre brandbiler blev på Flyvestation Karup afhentet af verden næststørste fragtfly, et russisk Antonov An-124. Det imponerende russiske fly havde dog ”kun” lastrum til to EAGLE6 brandbiler, hvorfor den tredje brandkøretøj vil blive afhentet sidst på ugen. Antonov –flyet har en max hastighed på 865 km/t, men kan til gengæld flyve med en last på 150 tons.

FOTO: Eskil John Nielsen-Ferreira

Gruppeførerudannelse – FFOS
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da elever fra Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole (FFOS) var til eksamen i føreruddannelse. Eleverne har siden marts 2004 gennemført Flyvevåbnets gruppeføreruddannelse for mellemledere. Formålet med uddannelsen er at sætte flyvevåbnets mellemledere i stand til at løse opgaver som militær fører i forbindelse med internationale operationer. Opprioritering af grupppeføreruddannelsen skal ses som et led i Flyvevåbnets iværksatte transformation til et ”Expeditionary Air Force”, der er indrettet til at kunne udsendes internationalt.

Dagens sidste eksaminand var oversergent Steen D. Jensen, og hans opgave i den forbindelse var at inddæmme og tilfangetage to terroragenter, der havde infiltreret en flyvestation. Operationen gik efter planen; den ene terrorist overgav sig, mens den anden blev nedkæmpet. Simulationen må siges at være realistisk, når man tager i betragtning, at en flyvestation kan blive udsat for infiltration. Til spørgsmålet om hvorvidt en fremtidig udsendelse havde nogen interesse svarede oversergent Steen D. Jensen med klar overbevisning i stemmen: ”Hvis man i dag ikke er klar til at blive udsendt, så er man i den forkerte butik”. Med til historien hører naturligvis, at såvel eksaminator som censor var tilfredse med Steen D. Jensens indsats.

Eksamen blev overværet af chefen for Flyvervåbnets Førings- og Operationsstøtteskole, oberstløjtnant Gert Bierbaum.


 

FOTO: Thomas Blanke

Afsked med Flyvestation Værløse
En næsten 70-årig epoke i Flyvevåbnets historie er slut. Danmarks smukkeste flyvestation blev den 29. marts 2004 nedlagt af chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Leif Simonsen. Flyvestationens fane blev rullet sammen og sendt på museum. Ordene ”Danmarks smukkeste” blev nævnt i den tale, som flyvestationens fungerende chef, oberst S. W. Andersen holdt, før han blev beordret fratrådt sin stilling. Formelt blev flyvestationen nedlagt, men ny en enhed med navnet eskadrille Værløse blev derefter oprettet. Eskadrillen er de 81 personer, der bliver tilbage og passer og vedligeholder græsset, bygningerne og banen. Kommandoen over den nyoprettede eskadrille er overdraget til Flyvevåbnets Specialskole i Jonstrup. Ny chef for eskadrille Værløse er major Søren Johansson.

Ny stabschef ved Flyvertaktisk Kommando (FTK)
FTK byder oberst P. P. Olsen velkommen som ny stabschef efter oberst S. Falk-Portved. Oberst P.P. Olsen tiltrådte sin nye stilling den 1. april efter at have forladt en stilling i Forsvarskommandoen.

FOTO: Mikkel Hagstrøm





Udnævnelser ved Flyvevåbnet
21 kursister fra klassen Browning X på Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole har i perioden 1. december 2003 til 2. april 2004 gennemgået ”videreuddannelsestrin II” for mellemledere. Uddannelsen afsluttes traditionelt med en udnævnelsesceremoni med taler ved stabschef oberst P. P. Olsen, skolechef oberst Gert Bierbaum samt en af klassens kursister.
Formålet med uddannelsen er at opkvalificerer kursisterne, med sigte på Flyvevåbnets fremtidige opgavekompleks, for derved at tilsikre en tidssvarende uddannelse og et kompetenceløft. Kursisterne har stiftet bekendtskab med fagene ”Ledelse og uddannelse”, ”Psykologi”, ”Organisation” og ”Miljøledelse”. De ønskes alle sammen held og lykke i deres fremtidige virke.


Hold Browning X består af:

M. T. Højris, P. Hansen, M. A. Werner, F. Borg. D. P. Knudsen, H. P. Ottzen, K. O. Nielsen, J. Henriksen, A. Vollert, Kirsten Sønderby, J. B. Jensen, H. J. Nielsen, B. S. Dohn, E. S. Jensen, B. M. Bæk, J. Jensen, B. Ernstsen, K. Petersen, Lone Krause, S. C. Vang, Lene Jensen.

FOTO: Peter Staggemeier, Flyvevåbnets Fototjeneste

Parade på Flyvestation Aalborg
Flyvevåbnets Transporteskadrille, Eskadrille 721 blev pr. 1. april 2004 officielt overflyttet fra Flyvestation Værløse til Flyvestation Aalborg. Dagen blev markeret med en parade, hvor alt personel på Flyvestation Aalborg deltog.
Eskadrille 721 er Flyvevåbnets ældste eskadrille og flyttede maj 1956 fra Kastrup Syd til Flyvestation Værløse. Eskadrille 721 har siden 1. marts 2004 opereret fra Flyvestation Aalborg, hvor man er flyttet ind i helt nye hangarer og nyrenoverede eskadrillefaciliteter. Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Leif Simonsen overdrog kommandoen over eskadrille 721 til chefen for Flyvestation Aalborg, oberst Karsten Schultz.

FOTO: Henning Kristensen

CSAR
Flyvevåbnet afviklede i perioden 30. marts til 2. april 2004 kursus i ”Combat Search And Rescue” (CSAR). CSAR er opdagelse, lokalisering, identifikation og redning af nedskudte flybesætninger samt andet personel i nød i fjendtlige områder.

CSAR har de senere år fået stor bevågenhed, særligt efter episoder under såvel Golfkrigen, krisen på Balkan samt krigen i Afghanistan og Irak, hvor NATO- og koalitions flybesætninger er blevet skudt ned. Formål med kurset er at forberede danske piloter og besætningsmedlemmer før indsættelse i internationale operationer.
Kurset har været opdelt i en teori- og praktikdel af fire dages varighed. Den teoretiske del foregik på Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole. Den praktiske del bestod af en øvelse på to dages varighed, som forgik i områderne Skive, Mønsted, Viborg, Karup og Feldborg.

FOTO: Lars Richter


 


 

Missioner med Flyvevåbnets redningshelikoptere
30. marts 2004: En mand med hjerteproblemer evakueret fra Thyrafeltet til Esbjerg Sygehus
1. april 2004: Patient med brud på ryggen overført fra Rønne Sygehus til Rigshospitalet.

Historiske datoer i Flyvevåbnet (uge 15)
1957 – 8. april: Den første af 8 Consolidated PBY-6A Catalina leveres til Eskadrille 721.
1957 – 11. april: Eskadrille 722 erklæres operativ med Sikorsky S-55C helikoptere.
1965 – 10. april: Den første af 8 Sikorsky S-61A helikoptere ankommer til Frihavnen.