[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Skydningen gennemføres mod en infrarød flare (lyskugle), som kastes fra et C-130 Hercules-fly over et afspærret havområde ved Norge. Straks derefter flyver danske F-16-fly ind over området, og piloten affyrer sit missil mod flaren. Sidewinder-missilerne er som nævnt varmesøgende og kortrækkende missiler (rækkevidde på 18,52 km) og benyttes mod andre fly indenfor visuel afstand. AIM-9L-missilet er af ældre type, og en mere moderne afløser vil inden for de næste par år finde vej ind i Flyvevåbnets beholdninger. Der bliver tale om en missiltype, der er så integreret i flyets computersystemer, at piloten kan låse det på målet, blot ved at dreje hovedet mod dette.

Foto: Jan Kjær

Helikopterstøtte til politiet
I denne uge støttede Eskadrille 724 Københavns Politi med trafikkontrol. Alt forløb planmæssigt, indtil piloten blev kaldt op på radioen af Københavns Politi, der havde iværksat en eftersøgning af en 3-årig dreng. Den lille dreng var gået på opdagelse på egen hånd fra en skovbørnehave i Slangerup-området. Eskadrillens helikopter blev informeret om hændelsen og iværksatte straks en eftersøgning. Drengen blev lokaliseret i nærheden af en gård, hvorefter politiet blev kontaktet. I forbindelse med eftersøgninger foretager politiet en arbejdsdeling, således at politiet benytter sine hunde i områder med tæt bevoksning, og helikopteren afsøger åbne områder. Især åbne områder og marker kan eftersøges særdeles effektivt fra luften, hvilket ikke altid er tilfældet med eksempelvis hunde. Helikoptere fra Eskadrille 724 støtter jævnligt politiet med overvågningsopgaver i forbindelse med statsbesøg og andre større begivenheder, som fx det royale bryllup.

Foto: Eskil John Nielsen-Ferreira, Flyvevåbnets Fototjeneste

Danske F-16-fly på NATO-øvelse over Nordsøen
Fire F-16-fly fra Eskadrille 730 på Flyvestation Skrydstrup deltog i perioden den 24.-28. maj i den årlige NATO-øvelse Falcon Nut. Øvelsen fandt sted i Nordsøen i dansk, tysk og hollandsk luftrum og farvand. Falcon Nut er en fællesværnsøvelse med det formål at træne og forbedre samarbejdet og koordinationen mellem luftforsvarsstyrker og det integrerede luftforsvar, og mellem fly- og flådestyrker i forsvar af luftrummet generelt. De danske fly deltog både som en integreret del af øvelsen men blev også spillet ind som fjendestyrke. Øvelsen havde deltagelse fra Danmark, Tyskland, Holland og Storbritannien. Øvelsen er som nævnt en årlig begivenhed, men Falcon Nut 2004 var første gang, at Danmark deltog med sine F-16-jagerfly.

Forsvarets Mesterskaber i orienteringsløb og terrænsport
Flyvevåbnets Officersskole var torsdag den 27. maj vært for Forsvarets Mesterskaber i terrænsport og orienteringsløb i Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Flyvevåbnet stillede til start med personel fra bl.a. Eskadrille 544, Flyvestation Skrydstrup, Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole, Flyvestation Karup og Flyvematerielkommandoen. Terrænsport består af et punktorienteringsløb med tre poster, hvorefter deltagerne, opdelt i aldersklasser, gennemløber en orienteringsrute. Endelig afsluttes med håndgranatskast. Manglende præcision i punktorienteringen og håndgranatskast betyder, at løberne tildeles strafrunder à ca. 300 m, inden de kan passere målstregen. Der blev kåret vindere i samtlige rækker, mens kun deltagerne i A-rækkerne konkurrerede om titlen som forsvarsmester. Flyvevåbnet blev flot repræsenteret på medaljeskamlen, idet Tina Haarup fra Flyvestation Karup i overlegen stil blev forsvarsmester i orienteringsløb for damer – over én time hurtigere end nummer to.

Foto: Michael Larsen, Flyvevåbnets Officersskole

Missioner med Flyvevåbnets redningshelikoptere
19. maj: En jolle er væltet ved Sletterhage. Den savnede finder selv i land.
19. maj: Tre Falckfolk er savnet i Øresund. Falckfolkene var ikke i nød, men havde ikke besvaret radioen i to timer.
20. maj: Dreng med forbrændinger overføres fra Holstebro Sygehus til Rigshospitalet.
21. maj: Melding om et skib i Storebælt, der leder olie ud. Skibet samt oliepletter fotograferes, og der tages olieprøver.
21. maj: Hedebrand sydøst for Ulfborg er ude af kontrol. Helikopteren hjælper brandinspektøren til at få overblik over situationen.
22. maj: Tre personer i en jolle er i havsnød syd for Langeland. Jollen lokaliseres, og de tre personer tages ombord i helikopteren til Tåsinge Flyveplads.
22. maj: Patient overføres fra Rønne til Rigshospitalet
22. maj: To patienter overføres fra Rønne til Rigshospitalet
23. maj: Mand med blodprop i hjertet overføres fra Endelave til Horsens Sygehus.
23. maj: Surfer i nød ud for Klitmøller. Surferen kommer selv i land.
24. maj: Melding om at en tanker leder olie ud nordøst for Fynshoved. Relevant område undersøges, men ingen olie lokaliseres.
24. maj: En dykkersygepatient ønskes overført fra Randers Sygehus til Righospitalet.

Historiske datoer i Flyvevåbnet (uge 23)
1947 – 6. juni: De første tre af i alt otte PBY-5A Catalina ankommer til Luftmarinestation (senere Flyvestation) København. 
1953 – 1. juni: Flyvevåbnets Reserveofficersskole oprettes på Flyvestation Værløse.
1954 – 1. juni: Flyveskolens Jagerkursus på Flyvestation Aalborg nedlægges og opgaverne overgår til Eskadrille 724.
1961 – 1. juni: Flyvematerieltjenesten ændrer navn og status til Flyvematerielkommandoen.
1975 – 1. juni: Kontrol- og Varslingsgruppen oprettes i Vedbæk.
1979 – 1. juni: Flyvevåbnets Hundeskole flytter til Flyvestation Karup.
1985 – 1. juni: HAWK-eskadrille 533 oprettes.
1993 – 1. juni: Flyvevåbnets Operationsstøtteskole oprettes på Flyvestation Karup.
1998 – 31. maj: Flyvestation Tirstrup lukker, og Århus Lufthavn overtager ansvaret for alle operationer.