[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det er i denne og næste uge muligt at se andre kampfly end de sædvanlige danske F-16 over Nordjylland, idet Flyvestation Aalborg i uge 33 og 34 har besøg af 6 italienske Harrier AV8B II plus og ca. 50 mand. De 6 Harriers er i Aalborg i forbindelse med en eskadrilleudveksling mellem den italienske GRUPAER Squadron og Eskadrille 726, F-16 eskadrillen som er hjemmehørende på Flyvestation Aalborg. Danskerne var sidste sommer på udveksling i Italien og i år var det så italienernes tur til at komme til Danmark.
Italienerne kommer fra GRUPAER Squadron som er hjemmehørende på flådebasen GROTTAGLIE som ligger i det sydlige Italien.
Formålet med eskadrilleudvekslingen er primært at få kendskab til hinandens operationsmønstre samt at styrke samarbejdet enhederne imellem indenfor NATO.

Lidt tekniske data om Harrier AV8B II plus:
Harrier AV8B II plus er et hangarskibsbaseret V/STOL kampfly (Vertikal and Short Take-Off and Landing) som anvendes i Interceptor og Fighter Bomber rollen. Kampflyet er bevæbnet med en 22 mm maskinkanon og kan bl.a. udstyres med luft-til-luft missil AMRAAM, luft-til-jord missil MAVERICK samt forskellige slags bomber og raketter.

Foto: Henning Jespersen-Skree. Fototjenesten Flyvestation Aalborg