Næste destination - Kabul

Her bringer vi første rejsebrev fra Mary-Ann, der fortæller bl.a. om børnenes reaktioner inden udsendelsen, de praktiske og arbejdsmæssige forberedelser og forventningerne til tre måneder i et job, der i høj grad afspejler fremtidens internationalt orienterede Flyvevåben..

Ja, så nærmer tiden sig for min afrejse til KAIA (Kabul International Airport). Det er nu godt to måneder siden, jeg fik at vide, at jeg skulle til Afghanistan i tre måneder og gøre tjeneste som brandmand i lufthavnen i Kabul. I den periode er der mange tanker, der har været inde og vende...
Vi er fem fra Flyvevåbnet, som skal rejse sammen derud; Michael fra Flyvestation Karup Bevogtningstjeneste, Carsten fra Flyvestation Karup Air Traffic Control, Polle og Bo fra Flyvestation Skrydstrup Brand- og Redningstjeneste og undertegnede fra Flyvestation Karup Brand- og Redningstjeneste.
Vi tre fra Karup kender hinanden, og de to fra Skrydstrup kender hinanden. Det er godt, ikke mindst når vi kommer hjem. Så har man nogen indenfor rækkevidde at dele sine oplevelser med.

Personen bag
Men måske jeg skulle starte med og præsentere mig selv:
Flyverspecialist Mary-Ann, brand- og redningsassistent ved brandstationen på Flyvestation Karup de sidste 11 år. Har været ansat 26 år i Forsvaret, hvor jeg bl.a. har gjort tjeneste 2 år i Hæren, fortsatte til Flyvevåbnet - gjorde tjeneste på Færøerne i godt 5 år og derefter 4 år i Norge. Jeg er uddannet som signaloperatør, varslingsassistent og brandmand. Privat bor jeg i Karup. Jeg er alene med mine 2 piger, Louise på 14 og Kimi på 15 år. Vi har 1 hund, 2 katte og ca. 20 fisk.

Baglandet
Som nævnt før har der været mange tanker omkring det at skulle udsendes til Afghanistan. Jeg har hele tiden været positivt indstillet, og perioden fra august til december passer mig fint rent familiemæssigt. Det er jo vigtigt, for hvis mine piger ikke fungerer derhjemme, så gør jeg det heller ikke derude. Det skal dog nævnes, at jeg har et rigtigt godt netværk hjemme til at bakke op om pigerne, og det er vigtigt.

Jeg husker, da jeg fortalte dem, at jeg sandsynligvis skulle til Afghanistan i tre måneder. Der kom lige et par spørgsmål som: ”Er det noget du selv vil, Mor?” ”Er det farligt?” ”Er du hjemme til jul?” Jeg svarede som følger: ”Ja, det vil jeg gerne”... ”Ja, det kan være farligt, men hvis man følger de regler der er derude, så skulle det være okay”... og ”ja, jeg regner med at være hjemme til jul.” Det var det. Ikke flere spørgsmål den dag. Jeg syntes dog, at jeg ville snakke lidt mere om det, så efter en uges tid spurgte jeg igen. Svarerne kom prompte: ”Mor altså, du har fortalt det to gange nu, og det er okay med os, bare du kommer hjem til jul.” Sådan!

Så er der jo en del praktiske ting. For at nævne nogle: Det skulle arrangeres med pigernes far, at han kunne have dem boende i de tre måneder. Kunne han måske også have kattene boende? Kimi startede på efterskole her først i august. Hun var ikke glad for at skulle af sted, men vi er optimister og håber på, at det bliver bedre. Hunden skal i pasning ved en veninde. Fiskene bliver passet hjemme.

Familie og venner er blevet orienteret, og reaktionerne har været blandede. Nu har de dog alle forliget sig med tanken.

Arbejdsmæssige forberedelser
To uger før afrejse blev vi indkaldt til missionsorienteret uddannelse på Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole. Her mødte vi de sidste to fra Skrydstrup, som også er brandmænd. Efter et par timer gik snakken, og vi faldt i hak med hinanden. Vi blev så iklædt uniformer, der passer til klimaet i Afghanistan. Alt det grønne, bare sandfarvet i stedet, og myggenet, fragmentationsvest og andre små fornødenheder. Det nye tøj udløste straks en masse ideer, og vi har døbt vores lille team ”Team Ørkenrotterne”. Samme dag fik vi at vide, at vi selv skal rejse med alt vores udrustning. Det være sig både det grønne og ørkendresset samt branddragt og støvler, så der bliver en del at bære på. Foruden iklædning havde vi lektioner i førstehjælp, atomar-biologisk-kemisk krigsførelse, skydning med gevær M/96 samt orientering om forskellige former for miner og en briefing i Flyvertaktisk Kommando om Afghanistan. Det var en rigtig god briefing, som gav lidt baggrund om Afghanistan og den nuværende situation dernede.

Jeg kan dog lige nævne at gennemsnitslevealderen for afghanske mænd er 47 år og afghanske kvinder 45 år - det kan give lidt stof til eftertanke. Ellers kan jeg varmt anbefale at læse bogen ”Boghandleren i Kabul”, som handler om en kvindelig norsk journalist, der boede ved en afghansk familie i Kabul lige efter Talebanstyrets fald. Det har hun så skrevet en bog om.

Lidt om Kabul og KAIA
Kabul ligger i ca. 2000 m højde og har små 3 millioner indbyggere. I lufthavnen er der ca. 1500 mænd og kvinder fra ca. 15 nationer. Man er indkvarteret i containere. Jeg vil dog vente med at beskrive forholdene nærmere, til jeg ankommer. Jeg er spændt på forholdene på brandstationen derude. Når mange nationer skal samarbejde, kan det kræve gode diplomatiske evner, og dem må vi jo finde frem.
En ting er jeg dog glad for: I KAIA er der bl.a. to EAGLE crashtendere (for dem, som ikke ved det, er det lufthavnsbrandbiler). De er pakket med alt det udstyr, som jeg er uddannet på, og det er jo de samme køretøjer, som det danske Flyvevåben har. 

På falderebet
I skrevne stund er der en uge til jeg rejser. Carsten og jeg rejser fra Karup og mødes med de andre i Kastrup. Derefter skal vi til Hamburg og så Køln, hvor vi overnatter. Dagen efter fortsætter vi fra Køln til Termez i Usbekistan og videre derfra med militærfly til Kabul. Så mon ikke vi er møre, når vi kommer frem.

Næste brev skriver jeg efter ankomsten til Kabul.
 
Mary
Brand og Redning, Karup – snart Kabul

Foto: Eskil John Nielsen-Ferreira, Flyvevåbnets Fototjeneste