[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Den nye vært for helikoptertjenesten hedder Roskilde Lufthavn. En travl lufthavn, der har eksisteret siden 1973.
Baggrunden, for at tjenesten omlægger residensen til Roskilde, er, at Flyvestation Værløse er under afvikling. Det vil ikke længere være muligt at beflyve pladsen i dårligt vejr, idet faciliteterne til instrumentanflyvning forsvinder.
Beredskabet og operationerne for tjenesten forbliver på samme høje niveau som hidtil, når helikopterne går i luften fra den moderne lufthavn i Roskilde. Redningstjenesten, eller internationalt Search And Rescue (SAR) bærer fremover navnet SAR-Roskilde.

Eskadrille 722 er Flyvevåbnets redningseskadrille. Siden 1957 har den været en operativ redningseskadrille med hovedkvarter på Flyvestation Værløse.
I januar krydsede eskadrillens otte S-61 Sikorsky-helikoptere Kattegat for at slå sig ned i Karup, som nu huser Eskadrille 722´s hovedkvarter.
Der er permanent udstationeret en redningshelikopter i henholdsvis Aalborg og Skrydstrup – og nu Roskilde. I tilfælde af dårligt vejr i Østersø-området etableres der et beredskab på lufthavnen i Rønne.


 

Tekst: Arne Bach Nielsen