[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnet har hidtil fløjet med de ældre Gulfstream fly, og med et af de nye Challenger fly, hvor de ældre fly nu står foran udfasning i løbet af 2004. Det nye Challenger fly har været taget ud af drift pga. modifikation i 1. kvartal i år og forventes klar til at løse havmiljøovervågningen med udgangen af april i år. Challenger fly nr. to forventes klar i løbet af september.
Fra udgangen af april vil Forsvaret have minimum to fly til at udføre havmiljøovervågning med, og dermed være bedre rustet til at løse opgaven.
Flyvevåbnet har til dato fløjet 97 timers havmiljøflyvning i 2004. Målet er, at der flyves 500 timers havmiljøflyvning jævnt fordelt over året og på døgnets 24 timer. Omvendt må havmiljøovervågningen ikke blive forudsigelig, og derfor flyves der ikke i faste intervaller. Hvis man altid fløj på faste tidspunkter på faste dage og faste steder, ville det være alt for let for evt. havmiljøsyndere at lukke olie ud i danske farvande. Blandt andet henset til det resterende timeantal for 2004 på ca. 400 timer, vil Flyvevåbenet derfor periodevis flyve meget oftere. Hovedvægten vil blive lagt på flyvninger i perioder med meget trafik eller hvor specielle efterretninger kræver øget kontrol af det danske havmiljø.