[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Chefen for Flyvertaktisk Kommando, general Leif Simonsen udnævnte fredag den 23. januar 2004 henholdsvis 14 sergenter og 6 løjtnanter af reserven i Flyvevåbnet. Udnævnelsen fandt sted på Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole (FFOS). Skolen er beliggende på Flyvestation Karup og har haft ansvaret for gennemførelsen af de to uddannelser. 

Sergentholdet har bestået af stampersonel fra Søværnets Helikoptertjeneste, Eskadrille 722, Flyvestation Værløse og Kontrol og Luftforsvarsgruppen samt et antal yngre elever som er påbegyndt officersgrunduddannelsen i Flyvevåbnet. Eleverne har gennemført en uddannelse på ½ år – ældste elev er 43 og yngste elev er 21 år. Chefen for FFOS, Oberstløjtnant G. Bierbaum udtalte bl.a. følgende om klassen: Det har vist sig at den alders- og erfaringsmæssige spredning i klassen har været et positivt islæt, hvor ung som ”knap så ung” har suppleret hinanden på forbilledligt vis. Klassen har altid fremstået som en enhed der arbejder mod fælles mål.


Sergentholdet

Løjtnantsholdet har bestået af 5 stampersoner og 1 værnepligtig som har været under uddannelse i et helt år på FFOS. I forbindelse med udnævnelsen udtalte skolechefen, Oberstløjtnant G. Bierbaum bl.a.: I har været en homogen klasse, med vidt forskellige baggrunde og i forhold til tidligere med en høj gennemsnitsalder. Næsten alle kommer fra andre grene i Forsvaret og tillige med civile kompetencer. I har haft et særdeles godt sammenhold og en høj arbejdsmoral, som har udmøntet sig i gode resultater på bekostning af bl.a. jeres fritid.
Grundet Flyvevåbnets justerede værnepligtsindtag i 2004 kan FFOS ikke anvende alle elever i den vanlige delingsførerpraktik. Således afgives der 2 løjtnanter til Hærens Logistikskole og 2 løjtnanter til Ledelsessekretariatet i Flyvertaktisk Kommando. 

   
Løjtnantsholdet

Foto: Eskil John Nielsen-Ferreira & Mikkel Hagstrøm
Flyvevåbnets Fototjeneste