[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Fredag den 2. september rundede det danske C130J Hercules transportfly landing nr. 100, da det endnu engang returnerede til Kabul International Airport (KAIA), den NATO- og FN-ledede lufthavn, hvor det danske flyvevåbens tre delbidrag bor.

Udover Hercules transportflyet med besætning og flymekanikere drejer det sig om danske militære ansatte til lastning og losning af alle transportfly, der deltager i genopbygningen af Afghanistan, samt den danske lufthavnsradar, der som den eneste lufthavnsradar i Kabul overhovedet bistår flyvelederne og hæver sikkerhedsniveauet.

Bidraget er udsendt på baggrund af en bred Folketingsbeslutning og var operationsklart i Kabul, som planlagt, 1. august. De tilmeldte transportfly sendes dagligt af sted fra KAIA med luftfragt til et varierende antal af de 9 regionale lufthavne rundt om i Afghanistans ekstremt bjergrige terræn. Genopbygning og transport via vejnettet på jorden er stort set umuligt og meget langsommeligt, hvorfor luftstøtte er en nødvendighed.

Da Afghanistan er delt af bjergkæder med tinder på over 7 kilometer er starter og lan-dinger i de små provinslufthavne, hvoraf nogle kun er grusbaner, særdeles krævende for fly og besætning. Bl.a. derfor kan kun fly af Hercules-typen beflyve provinslufthavnene, og verdens største sovjetisk og amerikansk byggede fragtfly lander alle i KAIA, hvor la-ste/loste-teams omlaster til Hercules arbejdshestene.

Disse laste-losse-teams er ledet af en dansk kaptajn og består hovedsageligt af militært ansatte fra det danske Flyvevåben, men også af tyskere, franskmænd, portugisere og italienere. Hele KAIA er præget af internatonalt samarbejde i stor målestok, og stort set alle europæiske nationer har militært ansatte stationeret her. Den seneste tid er, udover genopbygningsmateriel, også mange kubikmeter valgmateriale til det FN-ledede afghanske valg den 18. september blevet fløjet ud til alle regionerne.

af major Kim Donslund PIO