[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets piloter vil i de kommende dage aflevere de kraftigste bomber i Danmarks våbenarsenal fra deres moderne F-16 jagerfly. Det sker fra på mandag den 30. maj til og med torsdag den 02. juni (fredag reservedag), over Oksbøl øvelsesterræn nær Blåvand by ved Vesterhavet, som et led i Flyvevåbnets øvelse "Live Weapons Delivery".

"Live" henviser til, at der ikke er tale om øvelsesbomber, men om netop den teknologi og de bombetyper som danske piloter benyttede mod udvalgte mål i Afghanistan.

Bomberne, der vejer fra 250 til1000 kg., indeholder op mod et halvt ton sprængstof, så mandag til torsdag fra kl. 0900 til 1430 samt tirsdag fra kl. 2200 og 2330 (natpræcisionsbombning) vil der i området og i en radius på 20-30 km. lyde en buldren og en bragen.

Naboer, turister og hvem der måtte have interesse i det, inviteres til at overvære øvelsen fra en udsigtsplatform med højttalerinformation, så kommunikation mellem pilot og sikkerhedsofficer kan følges. Adgang sker fra Blåvand by ved Blåvand Kro mod Horns Bjerge. Dagligt åbent 0900-1430 (ikke åbent for publikum tirsdag aften). Målkolonnerne, der bombes mod, kan følges af publikum fra platformen.

Øvelsen gennemføres for at sikre et højt træningsniveau for danske F-16 piloter, og for at Flyvevåbnets ingeniører vedvarende kan sikre, at våbenteknologien kan indsættes præcist og målrettet.

Når der anvendes laser til at styre bomberne, må publikum ikke anvende spejlreflekskamera eller kikkert mod fly og mål på grund af faren for øjenskader!

Til redaktionen:

Note 1:

Et pressecenter oprettes i området under øvelsen. Mulige interviews med våbeningeniører, piloter, meteorologer, brandmænd og andre specialister koordineres med presseofficeren, major Kim Donslund på tlf. 22 68 15 73 eller 75 27 52 43.

Note 2:

En øvelse af denne karakter kan være til gene for befolkningen i området. Medierne bedes derfor hjælpe med at udbrede kendskabet. Henvis eventuelt til www.ftk.dk.

Foto: Eskil John Nielsen-Ferreira, Flyvevåbnets Fototjeneste