[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Nødhjælpen består altovervejende af tæpper, telte og varmeovne, der kan forberede den hårdtramte pakistanske lokalbefolkning mod den kommende kolde vinter. Det første læs med den danske C-130J ind til Pakistan vil være fremme i dag kl. ca. 1900 dansk tid. Lasten består af ca. 10 tons nødhjælp – primært telte. Søndag går turen så atter til Incirlik i Tyrkiet for afhentning af mere gods, der så - via Dubai - flyves til Islamabad mandag.  

Generelt gennemføres flyvningerne som en led i en større NATO-ledet luftbro med deltagelse af fly fra bla. England, Tyskland, Frankrig, Italien, Tyrkiet, Grækenland og så selvfølgelig Danmark. De danske flyvninger sker udgangspunkt i Dubai i de Forenede Arabiske Emirater (UAE) og foretages som pendulflyvning mellem Dubai, Incirlik i Tyrkiet og Islamabad i Pakistan.

Den danske C-130J gennemfører flyvningerne i henhold til den planlægning, der bliver gennemført fra NATO side, og den danske C-130J lever fuldt op til de krav der er stillet fra NATO side.

Stemningen blandt besætningen er meget god, og der er en meget entusiastisk holdning til at gennemføre de missioner, som NATO pålægger os. Indtil videre har vi løst alle de af NATO pålagte opgaver og det bliver vi naturligvis ved med. Det bliver da også til ganske lange arbejdsdage for de danske besætninger, der arbejder på alle tider af døgnet for at løfte opgaven. En arbejdsdag er typisk på over 13-14 timer, heraf kan flyvningen udgøre op til 10 timer. 

Det er jo netop derfor vi er der – for at være med til at gøre en forskel. I løbet af lørdag sker der en forstærkning af bidraget, idet der udsendes endnu en C-130J besætning fra Flyvestation Aalborg til Dubai. Dette for at skabe de bedst mulige vilkår for løsningen af vores opgave.