[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Efter et par frustrerende dage med stilstand, mens diplomatiet arbejdede, gik turen i dag til Malta, hvor vi skulle afhente et læs nødforsyninger og efterfølgende returnere til Incirlik i Tyrkiet. Med på dagens flyvning havde vi et lille engelsk AMCE-team på tre mand, der skulle forestå pakningen af nødforsyningerne, når vi nåede frem til Malta.

Efter godt 3½ time nåede vi frem til Malta, hvor vores ankomst var længe ventet. Her ventede der os et stort presseopbud og så prominente personer som udenrigsministeren, transportministeren og den amerikanske ambassadør.

Ministrene og pressen var særdeles interesseret i vores bidrag og fik samtidig en rundvisning i flyet. Ingen tvivl om at det betyder meget for et relativt lille land som Malta at kunne hjælpe, når der nød i verden.

Generelt hersker der en god stemning, og alle hjælper alle.
Tyrkerne stiller således basefaciliteter til rådighed, amerikanerne står for logistikken, franskmændene står for den overordnede koordination og derudover stiller englænderne, italienerne, de ovennævnte og Danmark fly til rådighed. Det er utroligt tilfredsstillende at opleve denne ånd, som samtidig giver en fornemmelse af, at vejen frem med nødforsyninger synes noget nemmere.