[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnet holder øvelse i perioden den 11. april og frem til 15. april 2005, hvor der vil forekomme en del flyvning med fastvingede fly og helikoptere i hele Oksbøl området samt støj fra våben i dag- og aftentimerne.

Øvelsen gennemføres i samarbejde med hæren og udenlandske styrker og fly, som opererer fra Flyvestation Aalborg og Karup.

Formålet med øvelsen er at uddanne og træne udenlandske og danske Forward Air Controllers (FAC), til mulig indsættelse i internationale operationer. En FAC er en soldat på jorden eller i en helikopter, der har til opgave at dirigere egne fly ind til angreb mod fjendtlige mål på jorden. Denne opgave kræver en grundig uddannelse af den enkelte soldat for at give ham de nødvendige færdigheder, for at kunne koordinere operationer mellem fly- og landstyrker.

Danmark har eksempelvis haft FAC udsendt til international tjeneste i Bosnien, Kosovo og Afghanistan. Evt. spørgsmål kan rettes til Flyvertaktisk Kommandos presseofficer, Jesper Bohnefeld på tlf. 99624950, lokal 5115.