[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Til dags dato har det danske C130J Hercules transportfly udført over 200 sorties ud af Kabul International Airport (KAIA), den NATO- og FN-ledede lufthavn, hvor det danske flyvevåbens tre delbidrag, på totalt 58 danskere, índtil 1. februar er udstationeret.

Udover Hercules transportflyet med besætning og flymekanikere drejer det sig om danske militære ansatte til lastning og losning af alle transportfly, der deltager i genopbygningen af Afghanistan, samt den danske lufthavnsradar, der - som den eneste radar i Kabul og omegn -  bistår flyvelederne i tårnet og hæver sikkerhedsniveauet betragteligt.

Bidraget er udsendt på baggrund af en bred Folketingsbeslutning og var operationsklart i Kabul, som planlagt, den 31. juli. Tilmeldte transportfly sendes dagligt af sted fra KAIA med luftfragt til et varierende antal af de 9 regionale lufthavne rundt om i Afghanistans ekstremt bjergrige terræn. Genopbygning og transport via vejnettet på jorden er stort set umuligt og meget langsommeligt, hvorfor luftstøtte er en nødvendighed.

Da Afghanistan er delt af bjergkæder med tinder på over 7 kilometer, er starter og landinger i de små provinslufthavne, hvoraf nogle kun er grusbaner, særdeles krævende for fly og besætning, og faren for Taleban angreb lurer. Bl.a. derfor beflyver kun fly af Hercules-typen provinslufthavnene, og verdens største sovjetisk og amerikansk byggede fragtfly lander alle i KAIA, hvor laste/losse-teams - benævnt CATO - omlaster til Hercules arbejdshestene.

Disse CATO-teams er dansk ledede og består af flest danskere, men også af m/k fra det tyske, franske, portugisiske, italienske og ungarske flyvevåben. KAIA er i det hele taget præget af multinationalt samarbejde. Den seneste tid har stået i valgets tegn, og udover genopbygningsmateriel er også 560 TONS stemmesedler (i 8 Jumbo Jets) til det FN-ledede afghanske valg blevet håndteret i lufthavnen af CATO, og 2000 afghanske politifolk er i Hercules fly blevet fløjet ud for at sikre valgsteder i fjerntliggende bjergegne. Danmark har netop udskiftet Hercules flyet på KAIA, så opgaven kan løftes ligeligt af vores flyflåde.

Billede tekst: 80 ANP-politifolk på vej ombord i DA C-130J.