[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnet er i den grad i en brydningstid sammen med resten af Forsvaret. Til gengæld kan man nu, lige så stille, se lyset for enden af tunnelen. Flyvevåbnets nye wing struktur er godkendt, og Forsvarets Personeltjeneste har afsluttet rulleprocessen for flere tusinde medarbejdere.

Rulle - hvad for noget?
Rulleprocessen er en proces, hvor man tilbyder de ansatte nyt arbejde ved de nye enheder der oprettes og i den nye organisation. Og det tager tid. Men nu er man er gået i gang med at informere og befale medarbejdere over i de nye stillinger.

Det betyder, at Flyvevåbnet og de ansatte kan begynde at kigge fremad mod skæringsdatoen 1. januar 2006, hvor flyvevåbnets nye organisation skal være på plads.

- Der er ingen tvivl om, at usikkerhed blandt medarbejderne, er det værste, man kan have. Nu har vi fået fjernet usikkerheden, og det skal gerne give ro, siger stabschefen i Flyvertaktisk Kommando oberst Kurt Refsgaard.

 

En ny start
Kurt Refsgaard glæder sig til, at fokus nu kan rettes mod Flyvevåbnets og medarbejdernes fremtidige opgaver, hvor det nye Expeditionary Air Force skal bygges op. Det handler i høj grad om, at Flyvevåbnet skal være klar til at løse internationale opgaver på linie med det arbejde, som Flyvevåbnet udførte fra Manas i Kirgisistan i 2002-2003, og de opgaver som værnet fortsat løser i Afghanistan. Det er de gode erfaringer, der skal bygges på.

- Det er en milepæl, at strukturen er godkendt og vi kan kigge fremadrettet. Nu skal vi udbygge den materielle kapacitet, og opbygge de nye kompetencer, siger Kurt Refsgaard.

Overblik
Den tilendebragte rulleproces betyder til gengæld også, at de ansatte nu skal træffe en beslutning; vil de være en del af det ”nye” Flyvevåben. Og her ligger der en ledelsesmæssig udfordring, for der er ikke mange jobs tilbage på Sjælland for flyversoldater. Derfor kan Flyvevåbnet stå i den situation, at der skal tages afsked med mange dygtige medarbejdere, der ikke ønsker en geografisk flytning.

- Der er selvfølgelig nogle ansatte, som har taget beslutningen af private årsager. Vi får til gengæld fuldt styr på det personale, vi har til rådighed fremover, siger stabschefen.