I skovens dybe skyttehul

Af Lone Frederiksen

Det er overskyet og lunt. 5. deling står i fire grupper og venter på befaling fra oversergent Søren M. Jensen. Om lidt skal de transporteres ud til det område, hvor det kommende døgns øvelse skal begynde.
”Jeg er meget spændt på det her, for jeg har jo hørt lidt om det fra nogle af de andre delinger, der har været af sted,” siger værnepligtig Peter Normand Nielsen, der i dagens anledning bærer kampuniform, hjelm, basis og gevær. Øjnene afslører, at han ikke kan vente med at komme i gang.

Små grønne mænd
Ude i skoven, sydvest for Karup Flyvestation, stopper lastbilerne, og ud springer veloplagte værnepligtige. De får alt udstyret med sig og begynder at sikre området, det vil sige at forsvare området mod eventuelle fjender, ved at lægge sig strategisk rundt i området med våbnene parat.
Imens koordinerer befalingsmændene, hvordan de enkelte grupper skal sendes af sted. For nu skal de nemlig marchere hen til beredskabsområdet (BSO), hvor øvelsen skal finde sted.
Gruppe 1 er de første, der sendes af sted. To mand forrest, to mand i midten til at bære den medbragte båre, og to mand bagerst til at sikre bagud.
Efter få minutter trækker de sig væk fra vejen ind i krattet, hvor tre mand sikrer, imens de andre tre slører sig. De finder tre forskellige tuber sløringscreme frem og starter med at smøre den grønne ud i hele ansigtet. Halsen og ørerne skal også sløres. Derefter maler de sorte og brune streger oven på det grønne, og de beklæder hjelmene med græs. Så er det de andres tur.
Da de alle er slørede, falder de i med den grønne natur.

Skovtur på hovedet
Så går turen ellers over mark og sti. Det er første gang, at de er ude at gå med al deres oppakning, så nakkesmerter og hovedpine indfinder sig hurtigt, tæt forfulgt af træthed.
”Hvor er vi på kortet,” lyder det forpustet fra en af dem. De stopper op, og flere af dem smider sig på jorden.
”Jeg tror, at vi er her,” siger en anden med fingeren på kortet, men han er ikke sikker. Efter lidt snakken frem og tilbage får de hevet sig op igen og fortsætter. Denne gang ind i skoven.
Skovbunden er bulet, og træerne står tæt. En virkelig smuk oplevelse, hvis man ikke var træt og for sent på den – og faret vild.
Flere kortlæsninger og en enkelt gåen-i-ring senere skimter gruppe 1 langt om længe oversergent Søren M. Jensen i det fjerne, længere oppe ad vejen. De skynder sig at rette ind i kolonne og begiver sig målrettet fremad.
Gruppeføreren er nødt til at forklare oversergent Søren M. Jensen, hvad der gik galt, siden gruppen ankom så sent.
”Vi fik vendt kortet på hovedet,” lyder forklaringen.

Rødder og tunede huller
Velankommet i BSO får 5. deling tegnet og fortalt, hvordan et feltlatrin fungerer. Men de slipper for at lave et, fordi de skal bruge et kemisk toilet i stedet for. Så får de at vide, hvordan de skal grave både stående og liggende skyttehuller. Og dét slipper de ikke for at lave.
Øjeblikke senere er de alle udstyret med skovle, spader og hakker, og så går gravearbejdet i gang. De går op i det med liv og sjæl og lader sig ikke kue af skovens utallige rødder, der åbenbart udgør den første meter undergrund.  Snart er de første huller da også færdige, imens andre skal have hjælp. En hjælpsom gut tilbyder sig der, hvor Peter Normand Nielsen er ved at grave et stående skyttehul.
”Vil du ha’ tunet dit skyttehul?” spørger han og hentyder til, hvorvidt han skal grave en hylde i skyttehullets væg, men det afviser Peter.

Det ligger tungt i maven
Det er første gang, at de værnepligtige skal stifte bekendtskab med feltrationen. Tidligere på dagen diskuterede nogle værnepligtige indholdet:
”Det der vakuumpakkede rugbrød skulle vist være ret tørt!”
”Nej, det er det ikke, for det klistrer nemlig ret meget sammen!”
Svaret får de snart, for sergent Christian N. Nielsen kalder 5. deling til sig og begynder at hale ting op fra de to kasser, som en feltration består af. Om rugbrødet siger han:
”Det her kan slå ihjel på 1-25 meter,” og han lader pakken falde ud af sin hånd, så den lander med et hårdt bump. Tørt eller klistret, det er i hvert fald tungt.
Han giver dem tips til, hvordan feltrationen kan fordeles over en dag, og forsikrer dem om, at der er nok energi i til en mand, der kun får sovet to timer på et døgn. Spændte og meget sultne kaster de værnepligtige sig over madlavningen, dog kun halvdelen af dem, imens den anden halvdel sikrer området.

Gud i det grønne
Efter at have forplejet varmt, det vil sige spist aftensmad, skal 5. deling til feltgudstjeneste. En kort march fra BSO står flyverpræsten ved et lille alter med to tændte stearinlys.  Imens mørket falder på, fortæller han om det at være præst i Forsvaret, og hvad han kan gøre for soldaterne, ikke mindst når de er udsendt. Han synger tre salmer, akkompagneret af trætte, brummende stemmer, som siden hen modtager præstens velsignelse.
Efter en runde med spørgsmål og svar bevæger 5. deling sig tilbage til BSO omgivet af mørke. De skal færdiggøre skyttehullerne og bygge bivuakker, før de kan gå til ro.
”Det er fedt. Det har selvfølgelig været hårdt, men det er fedt,” siger Peter Normand Nielsen om dagen, der efterhånden er gået. I morgen fortsætter øvelsen med idræt, soignering, nedbrydning af BSO, march og handlebane.

Fotos af Lone Frederiksen