[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Batmobilen, der er en mobil kontrol- og varslingsenhed, har fået trænet og udviklet de procedurer, som den i fremtiden skal bruge, når den skal rykke ud som High Readiness Force (HRF)-bidrag. Desværre er udstyret ikke blevet testet i de kuldegrader, som mandskabet havde håbet på, da temperaturen den sidste uges tid har ligget omkring frysepunktet – altså varmere end i Danmark! Men erfaringsmæssigt er man nået et skridt tættere på HRF.

F-16-flyene fra Flyvestation Skrydstrup har ved slutningen af øvelsen rundet omkring de 170 timers flyvning og har dermed fløjet en smule mere end forventet. De beretter, at missionerne, som primært har været Close Air Support, hvor hær-enheder samt specialstyrker har fået støtte af de danske F-16 fly, både har været spændende og udfordrende.

Eskadrille 724 har fløjet i alt 110 timer, og den beretter, at de har fået et fantastisk udbytte af øvelsen. Især flyvning i vinterterræn samt brug af Night Vision Goggles i bjergrigt terræn har givet masser af gode erfaringer. Desuden har multiship-operationer med Fennec-helikopterne været rigtig god træning for eskadrillen, der ligesom de andre enheder kommer hjem med en masse oplevelser og erfaringer rigere.

Billedtekst: Dansk F-16-fly parkeret på Ørland-basen i den norske vinter.

Tekst: Sidsel N:H: Larsen

Foto: Arne Bach Nielsen