[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Årets Royal International Air Tattoo (RIAT), der 16. og 17. juli blev afholdt i Fairford i England, bød som altid på et bredt udbud af fly – både som flying og static display. Omkring 160.000 mennesker besøgte RIAT fordelt på de to dage, og kunne kigge nærmere på godt 350 fly på jorden og i luften.

Danmark var også godt repræsenteret på den store udstilling med fire F-16, to Fennec helikoptere, en Challenger samt en Lynx fra Søværnet.

Vejret vidste sig fra sin allernådigste side, så opvisningshold som Red Arrows fra Royal Air Force og Frecce Tricolori fra Italien kunne demonstrere deres kunnen på et stort set skyfri himmel.

Temaet for RIAT 2005 var "Eyes in the Sky" – altså overvågning i alle afskygninger. Og meget passende blev et secret surveillance aircraft for første gang demonstreret for offentligheden i Europa. Det skete, da det ubemandede fly Boeing ScanEagle demonstrerede sin kunnen, mens billederne fra flyet blev vist på storskærme på landjorden.

Derudover var der – også i forlængelse af temaet - fly som Nimrod MR2 fra RAF, E-8C J-Stars og det ubemandede fly Global Hawk fra United States Air Force med på static display.

Som et mere følelsesbetonet indslag fløj fire C-130 Hercules fly en såkaldt "missing man"-formation til minde om de kammerater, de mistede, da en Hercules styrtede ned i Irak tidligere på året.

Listen over fly, der viste deres kunnen er lang. Den to-rotorede Chinook helikopter fra RAF, Eurofighter Typhoon, tre Spitfires, Boeing B52 og B1B Lancer fra USAF er blot nogle af de mange fly, der imponerede og betog publikum.

Se en liste over samtlige fly på www.airtattoo.com

Billedtekst: Red Arrows gav en spektakulær opvisning og var et af de hold, der virkelig imponerede publikum.