[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

At være udstationeret for det danske forsvar udelukker ikke, at man kan give sin mening til kende om forholdene derhjemme ved at stemme til det danske folketingsvalg. Det foregår ved, at de udsendte enten brevstemmer eller stemmer på den danske ambassade eller konsulatet i området.

I det danske forbindelseselement ved den amerikanske centralkommando skulle de fem medarbejdere naturligvis også afgive deres stemme, og det foregik ved det danske konsulat i Tampa, Florida i USA.

Det hele foregik med store smil, og ifølge Brigadegeneral Søren Falk-Portved i en næsten lidt højtidelig stemning. Han kunne fortælle, at for de fem udsendte gik tankerne nemlig til det nyligt overståede valg i Irak, hvor de kræfter, der arbejder imod den demokratiske proces, var store. Netop derfor var de danske folk i Florida ekstra taknemmelige over frit at kunne afgive deres stemme.

I Tampa blev den store valgdag afrundet med en omgang Carlsberg "valgøl" sponsoreret af chefen.

Også de, der har været udsendt i Asien i forbindelse med katastrofen efter flodbølgen, kunne afgive deres stemme til det danske valg på ambassaden i Malaysia.