[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

De politiske deltagere var Holger K. Nielsen fra Socialistisk Folkeparti, Per Kaalund fra Socialdemokratiet, Claus Hjort Frederiksen fra Venstre og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, og de to temaer for dagens diskussion var Danmarks velfærd og Forsvaret i internationale operationer. Det var to brede emner, der gav de fire talelystne politikere mulighed for at berette vidt og bredt om eget partis meritter.

Tilhørerne var hovedsagligt elever fra FLOS, der brugte valgmødet som en del af deres undervisning i statskundskab. Det var også deres lektor der, via gode forbindelser til Christiansborg, havde formået at få samlet de fire politiske kapaciteter. Således havde han allerede en uge før valget blev udskrevet fået fat i tre af de fire personer i panelet.

Derudover havde en del medier også fundet vej forbi militærpolitivagten ved indgangen til Jonstruplejren. De kunne filme og notere, at det var et ivrigt panel af politikere, der øjensynlig var øvede i at give lange svar på korte spørgsmål, for det blev kun til et enkelt spørgsmål fra deltagerne til emnet om velfærdsstaten.

Det ændrede sig dog lidt da dagens andet emne - Forsvarets internationale indsats – skulle diskuteres. De fire politikere havde som udgangspunkt forskellige indgangsvinkler til Forsvaret. En havde været i Flåden, en i Telegraftropperne, en havde spillet fodbold med sine børn i Jonstruplejren og en havde slet ikke haft kontakt med Forsvaret.

Men panelets sammensætning gjorde, at der var repræsentanter fra to af de partier, der stemte for at sende danske soldater til Irak og repræsentanter fra to af de partier, der stemte imod. Dette gjorde automatisk den efterfølgende debat livlig, og den afslørede at der er mange forskellige synspunkter på deltagelsen i internationale aktioner. Men fælles for de fire politikere var deres holdning til, at det er mest optimalt at få så bred en tilslutning i Folketinget til noget så drastisk som at sende danske soldater i krig.

Debatten blev mere og mere livlig da de internationale missioner blev diskuteret. Her afslørede de to politikere fra oppositionen (S og SF) en del af den omfattende viden om forsvarsområdet, som de havde erhvervet sig som forsvarsordførere. Det sidste spørgsmål om FN contra NATOs engagement på Balkan nåede desværre ikke at blive diskuteret færdigt, da tiden løb ud.

De fire politikere gav hinanden hånden og fortsatte derpå hver deres vej mod nye valgmøder. FLOS havde stillet nogle gode og sikre rammer op for mødet, der på trods et dårligere fremmøde end forventet, gav en god stemningen og en god debat.

Tekst af KN-R Ulrik Marschall