[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Af Arne Bach Nielsen

Stoltheden dækker over, at han gennemførte sin vanskelige opgave som militærrådgiver for FN under forhold, hvor utrygheden jævnligt bankede på.

- Når en motorcyklist nærmede sig, fik tanken om en selvmordsbomber pulsen til at stige voldsomt. Men bar han styrthjelm, var det et godt tegn. Hjelmen havde han vel næppe fundet nødvendig, hvis han havde tænkt sig at sprænge sig selv i luften, fortæller Michael Kornum. Tanken opstod efter en dag, hvor han passerede et sted lige efter, en motorcyklist havde udløst sin selvmordsbombe.

Han erkender, at nervøsiteten for, at det en skønne dag kunne gå galt for ham, fulgte ham under hans seks måneders ophold i det urolige hjørne af Afghanistan.
- Som militærrådgiver havde jeg ofte dialoger med guvernøren, stammelederne, officerer og mange andre afghanere. Men det var folkestemningen, der herskede den pågældende dag, der afgjorde om vi blev inde eller tog ud, siger Michael Kornum.

Det var lokale afghanere, der beskyttede den udsendte dansker.

Ensomheden
Han forklarer, at det godt kan være ekstra belastende at være udsendt som enkeltmand.
Ensomheden kan godt gnave.
- Selv om man har sine internationale kolleger, giver det ikke en følelse af enhedsfornemmelse, måske især fordi mine kolleger er civile FN-folk, forklarer Michael Kornum og fortsætter:
- Det var en befrielse, når jeg nogle gange havde mulighed for at komme til Kabul, hvor jeg boede hos det danske Hercules-bidrag. Det var nærmest som at komme hjem.

Alternativt demokrati
Michael Kornums opgavebeskrivelse var meget overordnet. og med en manglende overdragelse var det learning by doing, fortæller han. Og det tog sin tid at erkende, at Afghanistan er et kludetæppe af stammer og klaner, der hver vil have sin bid af kagen. Det var umuligt at arbejde sammen med dem under de former, vi kender herhjemmefra.
Der skulle altid tages en række hensyn til magtbalancen i området. Men Michael Kornum understreger, at afghanerne generelt er et venligt folkefærd, som er dødtræt af krige.

En af Michael Kornums roller i Afghanistan var valgobservatør.

- Jeg ved godt det er en floskel, men jeg ser verdenen på en anderledes måde, end før jeg tog af sted. For eksempel når jeg tænker på en snottet og forkommen pige på gaden i Kandahar by, sætter jeg pris på, hvor godt vi har det her i landet, pointerer Michael Kornum.

FAKTA:
Michael Kornum er til daglig chef for Opstillingssektionen i Air Control Wing.

FAKTA:
Han arbejdede ved FN-organisationen UNAMA, der står for United Nations Assistance Mission in Afghanistan. Organisationen arbejder bl.a. med genopbygningen af det krigsramte land.