[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tekst og foto: Arne Bach Nielsen

En del af forklaringen skal findes i, at mange sagde nej tak til at flytte til Jylland, da Kontrol- og Luftforsvars Center Øst på Sjælland lukkede for godt et år siden.
Mandskabsmanglen tærer på nogle af medarbejderne, især hos de vagtgående..
- Det giver naturligvis stress, når de ofte bliver kaldt på ekstravagt på grund af sygdom. Og stress i sig selv højner risikoen for selv at blive syg. Så det er den onde cirkel der kører, forklarer oberst Michael Bygholm, der er chef for Air Control Wing (ACW).

Han tiltrådte stillingen den 1. november, og han gør meget ud af at rejse rundt til wingens enheder for blandt andet at tage pulsen hos medarbejderne.
- Det betyder meget, at folk er glade for at tage på arbejde. Det er lige så vigtigt at fastholde vores nuværende medarbejdere, som det er at rekruttere nye, siger Michael Bygholm og tilføjer at ACW samarbejder med blandt andre Forsvarets Personeltjeneste og Flyvertaktisk Kommando på disse områder.
Han fortæller, at ACW er i gang med at søsætte en grundig analyse af problemet. Analysen skal vende hver enkelt sten for at komme problemet til livs.

Fremtiden spændende
Det mobile Control and Reporting Center (MCRC) skal inden for det indeværende forsvarsforlig være opgraderet og klar at sende ud på en international mission. Det kræver mandskabsressourcer at få denne del af ACW til også at køre, alt imens operatører fra MCRC’en ind i mellem må tage vagter i den stationære CRC.

Michael Bygholm er trods de hårde odds optimist:
- ACW’s medarbejdere har en god korpsånd, og der er ikke langt mellem smilene og humoren, dér hvor jeg kommer rundt på besøg. Nu skal vi blot have løst manglen på medarbejdere, så arbejdspladsen kan blive endnu bedre.