[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Der er rigeligt at se til for medarbejderne på Flyvestation Skrydstrup med godt tre uger tilbage før portene bliver åbnet for publikum. Et arrangement som Air Show 2006 er nemlig mere end ”bare” en masse fly.
Blandt andet skal der findes indkvartering til næsten 500 mennesker fra både ind- og udland i dagene før og efter showet.

Luftshow på hjul

De mange deltagere skal også bringes frem og tilbage mellem de steder de er indkvarteret og selve Flyvestationen.

For at imødekomme det har flyvestationen nærmest tømt Forsvaret for busser, der også skal bringe gæsterne til flyvestationen fra de mere fjerntlæggende parkeringspladser. 
 
Mange munde at mætte

Uden mad og drikke duer helten ikke, så der bliver også rigeligt at se til når omkring 2000 mennesker skal bespises på og op til dagen. Vel og mærke folk der arbejder på Air Show eller som er specielt inviteret.

På publikumsfronten kommer vi for alvor op i industrimængder. Således er der bestilt 2.5 tons pølser og 30.000 pølsebrød, som skal  stille sulten hos de besøgende.

Da Air Show senest løb af stablen blev der solgt over 20.000 is, så denne gang vil isfirmaet være til stede på dagen for at sikre flow i forsyningerne. Det samme gælder drikkevarerne, hvor leverandøren er klar til at træde til, hvis det begynder at knibe med læsekedrikkene på det der forhåbentlig bliver en varm og solrig dag.

Læs mere om Air Show 2006

-------------------------------------------------------------------------------

Hvis du har kommentarer til artiklen, så send en mail til:
Redaktionen@mil.dk