[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

af: Louise Juel Christensen

Der er ingen kvinder i figursyede blazerjakker og uendeligt brede smil. Der er heller ingen vrede kunder, der forlanger pengene tilbage.
Alligevel er den ganske nyoprettede enhed på Flyvestation Karup en miniatureudgave af alle de mennesker mange danskere har fulgt i tv-udsendelsen Airport.
Aerial Port Service, som de hedder, hører under eskadrille 680, som er en del af den ligeså nyoprettede Combat Support Wing.
Enheden består i øjeblikket af 20 mand, som dog skal være forøget til cirka 70 i starten af 2007, når eskadrillen bliver operativ.

Eskadrillens oprettelse
Eskadrillen blev officielt oprettet i januar 2006, men enheden har sådan set eksisteret længe – bare uden navn.
Ved udsendelsen i Kirgisistan i 2002 var der for eksempel folk, der udførte disse funktioner - længe før der overhovedet var tænkt på at oprette eskadrille 680.
 - Man valgte, at tage de folk der kunne lide at gøre det, og så gjorde de det, forklarer oversergent (OS) Michael Nielsen om eskadrillens spæde start.

Dagligdagen
Til dagligt hører enheden til på Flyvestation Karup.
 Her lander cirka tre fly om dagen, som indgår i de såkaldte rotationsflyvninger for Hæren. En rotationsflyvning er en udskiftning af materiel eller personel på steder, hvor Danmark har udsendte soldater, og det er disse flyvninger der er grunden til at eskadrillen eksisterer.
 Tidligere var lastning og losning af fly nemlig noget Hæren købte sig til i Kastrup lufthavn, men i Kirgisistan viste det sig, at det var en opgave Flyvevåbnet sagtens kunne tage sig af.
 De 20 mand er specialiserede i at håndtere både passagerer og gods; hvor det sidste af og til kan byde på store udfordringer.
 Mange af tingene, der skal transporteres, er nemlig noget ukurante i størrelse og facon; hvordan fragter man for eksempel en propel til et Hercules-fly? Eller en fuldvoksen schæferhund?

At pakke til turen 
Først og fremmest skal tingene pakkes, så flyets tyngdepunkt kommer til at ligge det rigtige sted. Og så er det vigtigt, at sikre, at godset ikke vælter under transporten.
- Det er slet ikke det samme, som hvis noget skal fragtes i en lastbil, forklarer OS Michael Nielsen og illustrerer med hånden, hvordan et fly kan komme til at ligge på siden under flyvningen.
- Vi har blandt andet uddannet, nogle af hærens forsyningsfolk til at pakke til flytransport, forklarer han og fortsætter med et smil - de er gode til det med at pakke til transport med lastbil, men det med fly – det skal de altså lige lære.
Uddannelse er netop det, tiden går med, når der ikke er fly og passagerer, der skal serviceres. Ved siden af den mere specialeprægede uddannelse bliver de mere generelle militære færdigheder holdt ved lige.
- Vi er en enhed, der er beregnet til udsendelse, så det er vigtigt, at vi holder træningsniveauet, slutter OS Michael Nielsen.