[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tekst og foto: Arne Bach Nielsen

Det er en tilbagevendende begivenhed, at pårørende får lejlighed til at se og opleve de kommende piloters verden på Flyveskolen i Karup. Fredag den 27. oktober er dagen for det igangværende hold.

- Det er en god idé, at vi får mulighed for at se, hvad vores søn laver til daglig og de muligheder, han får i fremtiden, siger en stolt Liselotte Petersen. Hun er mor til Stefan Højen Petersen med pilotnavnet NAF og som satser på en flyvende karriere.
- Stefan fortæller meget om flyvningen, når vi er sammen, men det er noget helt andet og meget interessant at se mange af tingene ved selvsyn, siger hans far, Ib Højen Jensen.
Det var der bogstaveligt talt også mulighed for. Et lille antal af de pårørende var blevet tilbudt en tur i luften i det lille T-17-skolefly. Ib Højen Jensen var én af dem, der havde fået tilbuddet, men fredagens kraftige blæst har aflyst den del af arrangementet.

Det er dog ikke ensbetydende med, at T-17 ikke kan gå på vingerne, men den kraftige turbulens kan udsætte passagerne for meget voldsomme påvirkninger, der nok kunne give mere end uro i maven.

Men helt snydt bliver de pårørende ikke.
Klokken 12.30 kommer et F-16-fly i luften over Karup og laver en kraftfuld opvisning. En halv time senere er der en T-17-formation på himlen, hvis manøvrer får publikum til at lægge nakken tilbage.

Stefan Højer Petersen kunne tænke sig at flyve F-16 eller også den nye helikopter EH-101. Her ses han med kæresten og forældrene.