[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tekst og foto: Arne Bach Nielsen

66 af det nuværende værnepligtshold har ansøgt om at blive i Flyvevåbnet. Det drejer sig om godt 50 procent af de 123 værnepligtige der er, når stampersonel og hjemsendte er trukket fra. På Flyvevåbnets Førrings- og Operationsstøtteskole (FFOS) har de ansatte målrettet rekrutteringen hos de flyverblå Jens'er til at tegne en kontrakt fremadrettet. Otte af de ti tilbageværende kvinder har søgt kontrakt.

Efter cirka seks uger i uddannelsesforløbet på Flyvevåbnets Basis Uddannelse besøger Forsvarets Dag de værnepligtige og fortæller om uddannelserne i Flyvevåbnet. Senere orienterer Forsvarets Personeltjeneste om de kontraktlige forhold og mulighederne i dén forbindelse.
Besøg ved enhederne er også med til at hælde viden-ballast i tankene på de unge mennesker.
Men de bliver også sideløbende påvirket.
- For det er befalingsmændene og delingsførerne, der fortjener æren for det flotte resultat, understreger Flemming Pedersen, der er udannelsesstøtteofficer, og fortsætter:
- Det betyder utroligt meget, når de udstråler, at de trives i jobbet, er positive og går foran med et godt eksempel.
Han mener samtidigt, at det er vigtigt, at enhederne i Flyvevåbnet byder ind til FFOS med hensyn til 'virksomhedsbesøg', så de værnepligtige får et godt indtryk af de mange muligheder i Flyvevåbnet.

FAKTA:
Eksempler på tjenestegrene, de unge har søgt på:
Militær Politi
Air Control Wing
Aerial Port Service
Sanitet
Våbentjeneste for fly (CAT)
Grundlæggende sergentuddannelse
Enkelte har også søgt til Hæren.