[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets piloter vil i de kommende dage aflevere de kraftigste bomber i Danmarks våbenarsenal fra deres moderne F-16 jagerfly. Det sker fra mandag den 29. maj til og med torsdag den 1. juni, over Oksbøl øvelsesterrænet nær Blåvand by ved Vesterhavet.

Øvelsen gennemføres for at sikre et højt træningsniveau for danske F-16 piloter, og for at Flyvevåbnets ingeniører vedvarende kan sikre, at våbenteknologien kan indsættes præcist og målrettet. Bomberne, der vejer fra 250 til1000 kg., indeholder op mod et halvt ton sprængstof, så mandag til torsdag fra kl. 0900 til 1500 vil der i området og i en radius på 20-30 km lyde en buldren og en bragen.

Naboer, turister og hvem der måtte have interesse i det, inviteres til at overvære øvelsen fra en udsigtsplatform med højttalerinformation, så kommunikation mellem pilot og skydesikkerhedsofficeren kan følges. Målene, der bombes, kan følges af publikum i sikker afstand fra platformen.
Adgang sker fra Blåvand by ved Blåvand Kro mod Horns Bjerge. Dagligt åbent 0900-1430.

Læs mere om øvelsen her
 

Til redaktionen:
Et pressecenter oprettes i området under øvelsen. Mulige spørgsmål eller interviews med våbeningeniører, piloter, meteorologer, brandmænd og andre specialister koordineres med presseofficeren tlf.  25 51 18 06  eller 75 27 52 39.  Eller direkte kontakt til FTK presse 99 62 49 50.

En øvelse af denne karakter kan være til gene for befolkningen og turisterne i området. Medierne bedes derfor hjælpe med at udbrede kendskabet.