[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Torsdag den 12. oktober fylder flyvevåbnets transport- og inspektionseskadrille, eskadrille 721, 80 år, hvilket markeres med et åbent hus for pårørende og eskadrillens samarbejdspartnere i eskadrillebygningen og hangarkomplekset på Flyvestation Aalborg. Der planlægges forskellige overflyvninger og opvisninger afhængigt af flyenes tilstedeværelse samt vejrforholdene på dagen.

Eskadrille 721 etableredes som søværnets flyvevæsens 1. Luftflotille på Luftmarinestation København den 12. oktober 1926. Ved udbruddet af anden verdenskrig blev flyene sat i hangar, men destrueredes ved sabotage i 1943. Efter krigens afslutning tildeltes luftflotillen nye fly og blev officielt genoprettet i 1947. Flyvevåbnet blev oprettet i 1950 som selvstændigt værn, og luftflotillen benævntes fra den 8. januar 1951 eskadrille 721. Efter i 48 år at have været stationeret på Flyvestation Værløse, flyttede eskadrille 721 den 1. april 2004 til Flyvestation Aalborg.

Med C-130J Hercules udføres lufttransport over alt i verden for Forsvaret, herunder missioner til støtte for hærens operationer i Irak og Afghanistan. Der udføres nødhjælpsmissioner overalt i verden hvor behovet opstår, senest i forbindelse med tsunamikatastrofen i Sydøstasien og jordskælvskatastrofen i Pakistan. Det mindre CL-604 Challenger udfører fiskeriinspektion ved Færøerne og Grønland, havmiljøovervågning af de danske farvande samt flyvninger for kongehuset og regeringen.

Eskadrillen har siden 2002 to gange været udsendt i kampen mod terror med baser i Afghanistan og Kirgisistan, og der forberedes nu på udsendelse til støtte for FN’s mission i Irak. Eskadrillen er på beredskab til indsættelse i såvel NATO- som nationalt regi, herunder med 48 timers varsel at kunne rykke ud og bringe sårede sikkert hjem til Danmark, uanset hvor de måtte være i verden.