[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Da et F-16 fly i dag lettede fra Flyvestation Skrydstrup blev det med mere spænding end det lige var påregnet.
Flyvelederen opdagede nemlig, at der faldt noget af flyet under take-off, og kort efter blev det klart, at flyets venstre hovedhjulsdæk var eksploderet.
For at få flyet sikkert ned igen gik en række procedurer i gang som blandt andet involverede Brand- og Redningstjenesten og Flyvevåbnets redningshelikoptere.
Først skulle flyet dog tømmes for brændstof, og i en times tid måtte piloten cirkle omkring Flyvestation Skrydstrup, indtil de omkring 5000 liter brændstof var brændt af.
Dette blev gjort for at mindske bremselængden, så piloten kunne tage ´kablet´ under landingen.
Kablet er en foranstaltning på landingsbanen som kan bruges, hvis piloten har svært ved at bremse flyet, som for eksempel i dette tilfælde, hvor det ene landingshjul var væk.
Det lykkedes for piloten at ´tage kablet´ så landingen forløb efter bogen uden skader på hverken piloten eller flyet.

Foto Fighter Wing Skrydstrup