[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tekst og fotos: Arne Bach Nielsen

Forsvarsforliget reducerede samtidig bemandingen på Færøernes Kommando med cirka to tredjedele. Pr. 1. januar 2008 står der 25 medarbejdere på kommandoens lønningsliste. Indtil da vil bemandingen løbende blive reduceret, indtil normeringen er nået.
Alle medarbejdere i Færøernes Kommando (FRK) har gennem næsten et år vidst, at et stort antal af dem må sige farvel til kommandoen – og for en dels vedkommende til Færøerne. Men hvem skulle blive, og hvem skulle gå?
Det spørgsmål har naget så at sige de fleste medarbejdere på den nordatlantiske arbejdsplads. En del har jo giftet sig færøsk og er stærkt forankret i det færøske samfund.

Efter sommerferien faldt afgørelsen – som forventet til jubel for nogle og til skuffelse for andre.
Det skete i september, og her knapt to måneder efter er stemningen dog lettet. De allerfleste er afklarede med, hvad de skal i det nye år.

Indtil der trykkes på radarens off-knap til nytår, skal alt udstyret betjenes og holdes vedlige. Men flere har allerede fået job i det færøske erhvervsliv. Det betyder, at de tilbageværende må løbe stærkere for at få tingene til at hænge sammen. Det indebærer for nogle et vist antal ekstravagter, men de bliver taget uden beordring. Der har hersket en stor kollegial forståelse for at hjælpe dem, der har været så heldige at finde et godt job, som var betinget af en hurtig tiltrædelse.

Andre må helt forlade Færøerne og finde deres nye tjenestested i Danmark. En del mangler den store tilknytning til de forblæste øer og har ikke de store problemer med at ’flytte ned’, som det hedder i FRK. De er dog blevet tilbudt hjælp fra Forsvarets Rådgivning om Omstilling (FRO). Der findes specielle færøske bestemmelser af social karakter, der gør at FRK har haft to medarbejdere med kendskab til de færøske forhold på FRO-kursus for at kunne vejlede og rådgive de berørte ansatte.

De civile ansatte, der forlader FRK, bliver blandt andet tilbudt hjælp til omskoling eller en gunstig fratrædelsesordning.

Færøernes ’skyline’ ændres, når radarmateriellet brydes ned i løbet af 2007.

Mandskabs-boom efter lukning
Trods dét at kurven med antallet af FRK’s ansatte er for nedadgående, vil man i det nye år alligevel kunne iagttage en stigende – om ikke en anderledes – aktivitet på og i Sornfjeldet, hvor radarudstyret er placeret.
En hær af riggere og teknikere invaderer fjeldet for at afmontere selve radaren og det tonstunge udstyr, der gemmer sig dybt inde i fjeldet.
Det giver på kortere sigt en opblomstring for personalet inden for indkvartering, cafeteriavirksomhed og rengøring.

Den 3. januar holder FRK et udadrettet arrangement, idet det er den 'symbolske' afslutning af radar-epoken på Færøerne. Forinden er strømmen til radaren reelt taget nytårsdag.

FAKTA:
Efter 1. januar 2008 er FRK normeret med:
9 fra Søværnet
8 fra Flyvevåbnet
8 civile (heraf 1 flex-jobber)

Færøernes Kommando

Store navnedag 6. september 2006

Der bliver fremover markant færre til at nyde den smukke udsigt over Kaldbak Fjord, som ses fra kontorvinduerne i FRK.