[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tekst og Foto: Arne Bach Nielsen

Og dette til trods for at der tidligere har ligget en flyvestation i forbindelse med Århus’ civile lufthavn.
Flyvevåbnets øvelse Reactive Boost, der i ugerne 38 og 39 sætter luften i bevægelse over Djursland, skal blandt andet øve mandskabet i at rykke ud med alle faciliteter og kunne operere fra en lufthavn, hvor kun startbanen, brandberedskabet og tårnfunktionen er til rådighed.

Behovet for at være selvforsynende med mange basale ting blev erkendt, da Danmark i 1999 udsendte et F-16-bidrag til Grazzanise-basen i Italien under Kosovo-konflikten.
Siden dengang er Flyvevåbnet under senere udsendelser mødt mere og bedre forberedt op med hensyn til egen-logistik. Danmark har dog i vid udstrækning gjort brug af faciliteter fra nationer, vi har samarbejdet med.

Alt teknisk udstyr skal tages med hjemmefra. Det gælder lige fra skruetrækkeren til satellitudstyret. Containere indeholdende operationscentre, kontorer og lagre flyttes også med.
Sove- og spisetelte, containere med bad og toilet kan måske lyde banalt, men det er en grundlæggende nødvendighed, når de danske jenser og jensiner er ude i verden ofte i månedsvis. Selv om øvelsen foregår i Tirstrup, er proceduren den samme, som hvis der skulle forlægges til den anden side af jordkloden.

Det, som Flyvevåbnet ikke selv kan levere til en udsendelse, skaffer de hos firmaer, for eksempel Danish Camp Supply, der er leveringsdygtig inden for blandt andet telte, containere og catering.