[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det er måske lidt en tilsnigelse at kalde kampflyet for et vrag efter uheld
Den 19. december 2002 landede det danske F-16 fly E-006 på den amerikanske flybase i Bagram, Afghanistan, på grund af dårligt vejr over hjembasen, Ganci AirBase (Manas) i Kirgisistan.
 
Flyet endte i et minefelt, men piloten nåede at skyde sig ud af flyet inden. Flyet blev temmeligt ramponeret af den sidste køretur uden chauffør i cockpittet. Heldigvis udløste det ingen miner, men flyet mistede næsehjulet efter turen det ujævne minefelt.

Hjem igen
Et hold teknikere, udsendt fra F-16 elementet i Manas, blev ledt ind til flyet for at klargøre det til flytningen. De afmonterede tanke og våben, inden flyet blev løftet ud med en amerikansk Chinook-helikopter.

Et hold tekniker fra Hovedværksted Aalborg hentede flyet hjem. Og Flyvematerielkommandoen valgte at genopbygge flyet.

- Selvom vi skulle udfase seks F-16 kampfly, tog vi beslutningen om at genopbygge E 006, fordi det er et af Flyvevåbnets nyeste F16 fly med færrest flyvetimer, siger kaptajn Jens Aabo fra Flyvematerielkommandoens F-16 sektion.

 
E-006 køres ud af hangaren og gøres klar til rejsen hjem til Fighter Wing Skrydstrup.
Fornuftig genopbygning
Tallene og data på flyet taler også for sig selv. E 006 er et af de nyeste fly fra 1988 og har kun fløjet 2500 timer. Samtidigt var det et af Flyvevåbnets mest moderne fly, med den fulde opdateringspakke tilbage i 2002.

Samtidigt med genopbygningsprojektet er flyet yderligere blevet opdateret med Falcon Star strukturændring, M3 opdateringspakke og hjelmmonteret sigte. Der var i virkeligheden ikke de store strukturelle skader på flyet, men den store opgave har været at rense flyet for afghansk støv. Det har kostet arbejdstimer.

- genopbygningen og opdateringen har selvfølgelig været dyrere, end hvis vi havde opdateret et fly der ikke var havareret, men det er helt klart en gevinst for os. Flyet skal formodentligt være operativt til omkring 2020, Derfor vil der i sidste ende også være økonomisk fornuft i genopbygningen af E-006, siger Jens Aabo.

-------------------------------------------------------------------------------

Hvis du har kommentarer til artiklen, så send en mail til:
Redaktionen@mil.dk