[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Af Arne Bach Nielsen

Turen, der varede en times tid, gik hen over Haderslev og Fyn, og afslutningsvist satte hun luften i bevægelse over Billund, som hun kommer fra.

Selv om hun har trådt sine barnsben i lufthavnsbyen, var det først efter gymnasiet, hun fik interesse for flyvningen.
- Da jeg så en F-16 under et STUD LUFT-arrangement (der er et rekrutteringstiltag.red.), tænkte jeg, at sådan en må jeg flyve, siger en afslappet Line Bonde med pilotnavnet INE.
Den ene handling tog den anden og den 5. juli kunne hun spænde bæltet i en ensædet F-16.

Efter landingen blev hun modtaget af sine kolleger.
- Traditionen tro blev jeg smidt i branddammen og efterfølgende fik jeg en blomsterbuket for at have fløjet solo, siger INE med stadigt halvvådt hår. Men det våde element skræmte hende ikke, for hun har blandt andet været på svømmelandsholdet.

INE kan indtil videre ’kun flyve’ F-16. Hun skal igennem en omfattende omskoling, der blandt andet handler om at lære flyet som våbenplatform at kende. Det tager cirka ét år, inden hun kan kalde sig operativ kamppilot.