Med såret kollega gennem minefelt

Major Lars H.  Madsen fra Flyvevåbnet har været FN-observatør i Libanon siden begyndelsen af marts 2006, og her bringes et uddrag af hans dagbog:

12 dage efter krigsudbruddet i Libanon blev en italiensk kollega ramt af skud ved vores patruljepost.
Nu var gode råd dyre. Vi kunne ikke få hjælp fra en helikopter, for besætningen fandt det for farligt at flyve ind i vores område. Den pansrede ambulance ville ’måske’ kunne komme inden for et par timer, men der kunne ikke gives nogen garanti.

Det tog en halv times tid at få afklaret disse ting, alt imens vi naturligvis ydede førstehjælp til italieneren, som fik det stadig dårligere. Han kunne ikke føle sine ben, og han følte lammelsen højere og højere op ad kroppen.

Rigeligt om ørerne
Vores forbindelsesofficer kom på arbejde med henblik på at aflevere den sårede soldat på den israelske side af grænsen, så israelerne kunne evakuere ham med helikopter. At vente ville sandsynligvis have kostet ham livet.
Vi gjorde vores landcruiser klar og blev undervejs instrueret om, hvor det ville være muligt at krydse grænsen. Ind i landcruiseren med ham, samtidigt med at området omkring patruljebasen stadig blev ramt af både artilleri og raketter. Man kan godt sige, at man havde lidt om ørerne.
Det lykkedes os komme over på den israelske side gennem et gammelt minefelt. Vi kørte ad et kampvognsspor, som israelerne havde brugt. Her afskød vi et par flares med lys og røg, så israelerne kunne se, hvor vi var.

Sprang med som ledsager
Fire minutter senere kommer der en pansret ambulance og overtager transporten af patienten. Vi havde ikke tænkt over, om der var nogen af os, der skulle følge ham. Havde det været mig selv som patient, ville jeg have ønsket, at en tog med mig – så jeg sprang om bord på ambulancen.
Vi skiftede til civil ambulance, og efter kort tid tog vi holdt ved en Black Hawk-helikopter, der skulle bringe patienten videre.
I helikopteren var der dog ikke plads til mig. Og så stod jeg dér – på israelsk territorium og uden pas – kun med mit FN-id-kort. Jeg spurgte israelerne, om de ville køre mig tilbage til en anden FN-position i Libanon, men det kunne der ikke være tale om. Ved hjælp af radioen lykkedes det mig at kontakte vores hovedkvarter, og jeg blev indkvarteret hos en dansker i Tiberias i det nordlige Israel. Dette område i Israel blev dagligt ramt af Hisbollahs raketter. 3-4 dage senere kom jeg til Jerusalem, hvor der var fred og ro.
Den sårede italienske kollega er i bedring og har fået den første større
operation på rygsøjlen, og han har følelser i lårene - så vi og han har et håb om, at han i det mindste ikke bliver bundet til en rullestol resten af sit liv. Men han er en fighter, så vi tror og håber det bedste.

Læs om flere af Lars Madsen oplevelser fra Libanon i bladet Flyvevåbnet, der udkommer 2. oktober.