Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Forud for denne dag ligger der måneders arbejde i den implementeringsgruppe, der havde sin opstart tilbage i februar 2005. Selvom implementeringsgruppen løbende har udviklet sig i en retning, så den i større og større omfang er kommet til at ligne en reel enhed, er det først nu, den 4. januar 2006, at Combat Support Wing oprettes som myndighed.
Billedtekst forsiden.
Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Stig Østergård Nielsen, inspicerer paraden sammen med chefen for Combat Support Wing, oberstløjtnant Gert Bierbaum.
Billedetekst:
Som den eneste enhed af de, der oprettes i øjeblikket, forgår denne parade i grønt. For de ansatte i Combat Support Wing er det en naturlig ting, da det afspejler myndighedens operative arbejdsområder.
Tekst: Lotte Bank-Nielsen
Foto: Niels E. Christensen
Læs her chefen for Combat Support Wing oberstløjtnants Gert Bierbaums tale i forbindelse med oprettelsen.
Kære gæster, kære medarbejdere!
Her på tærsklen til det nye år vil jeg som traditionen byder sig begynde med at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår.
Chefen for Flyvertaktisk Kommando har lige før oprettet en ny niveau III-myndighed, benævnt Royal Danish Air Force Combat Support Wing eller blot Combat Support Wing. Det er ikke hver dag, en sådan handling sker i Flyvevåbnet. Det er således en historisk dag i dag. Den første dag i en forhåbentlig lang og succesrig tid, hvor enheden konstant skal måles på, om den kan leve op til at levere den nødvendige støtte, som primært Flyvevåbnets enheder udsendt i internationale opgaver, har behov for i form af kommunikation, Force Protection, logistik og sanitet. Samlet set indebærer Aftale om Forsvarets ordning 2005-2009 – som Combat Support Wing er et barn af – at der stilles større krav til det kvalitative indhold af de komplette, indsatsklare og deployerbare styrkebidrag. Evnen til at stille helstøbte deployerbare og kampklare militære kapaciteter er forskellen mellem at være relevant eller irrelevant i internationale operationer. Combat Support Wing ønsker at være relevant.
Derfor er det vigtigt, at vi nu går til opgaven med oprejst pande, men samtidigt er det vigtigt, at vi hele tiden har fokus på mulighederne for at optimere vores indsats. Vi skal alle have opmærksomheden rettet mod mulighederne for en smartere og mere effektiv opgaveløsning, af hensyn til os selv og den fremtidige eksistensberettigelse. Vi har et godt grundlag at begynde på, men vi er en del af en fleksibel verden, hvor muligheden for justeringer i høj grad eksisterer
Vejen frem til denne dag har været lang, udviklende og spændende.
I forbindelse med implementeringen af Flyvevåbnets del af forsvarsforliget 2005-2009 besluttede Flyvertaktisk Kommando at nedsætte en forligsimplementeringsorganisation, hvori der den 1. februar 2005 blev oprettet en implementeringsgruppe for Combat Support Wing. Det blev denne gruppes opgave at planlægge opstillingen af Combat Support Wing med underlagte enheder, herunder tilgang af materiel, uddannelse og træning af personellet samt i samarbejde med Flyvertaktisk Kommando og øvrige niveau III-myndigheder tilvejebringe Flyvevåbnets internationale støttekapacitet senest pr. 1. januar 2006. Denne opgave finder jeg, at implementeringsgruppen har løst. Der udestår nogle få uløste opgaver, som vi har beskrevet i vores statusskrivelse til Flyvertaktisk Kommando. Vi har opnået resultaterne ved, at I alle i implementeringsgruppen har bidraget helhjertet, engageret og målrettet i denne proces, også i de perioder hvor det var op ad bakke, og hvor smilet måske blev lidt anstrengt. Tak for det, og her mener jeg virkelig en dybtfølt tak til hver enkelt af Jer.
2006 ligger nu foran os. Opgaverne for året for Combat Support Wing er beskrevet i Flyvertaktisk Kommandos Handlingsprogram 2006. Vores opgave består nu i, at nå sikkert og godt frem til målet. Vi skal nu i gang med at indrette os i de nye faciliteter, vi skal i gang med den nødvendige uddannelse af den enkelte ligesom der skal gennemføres enhedsuddannelse samt uddannelse med de enheder, som vi påtænkes at skulle udsendes sammen med. Vi skal i vores samarbejdsudvalg i fællesskab have udarbejdet de politikker, der skal være rammen, hvorunder ledelse og personellet tilsammen udtrykker de forventninger, vi har til hinanden og til gennemførelsen af den daglige tjeneste. Jeg skal blot her nævne kompetenceudvikling, lønpolitik, arbejdsmiljøpolitik og forvaltningspolitik. Jeg ser også frem til, at vi i forbindelse med den i Flyvevåbnet iværksatte Mission, Vision og Værdier proces, kendt som MVV-processen skal i gang med at beskrive, hvordan Flyvevåbnets seks værdier:
• Professionalisme – respekt for det du kan
• Sammenhold - vi passer på hinanden
• Lederskab – føring og samarbejde
• Menneskelighed – medarbejderen i fokus
• Fleksibilitet – smidighed i opgaveløsningen
• Effektivitet - soldat og specialist på samme tid
skal udmøntes i dagligdagens adfærd i vores enhed. Alt dette kan kun gennemføres effektivt i et miljø, der bygges på åbenhed, ærlighed og gensidig forståelse af at vedtagne beslutninger skal tage hensyn til helheden og ikke navlebeskuende argumenter. Combat Support Wing skal være kendt for ikke at sige nej til opgaver uden først nøje at have vurderet mulighederne for at være imødekommende. Vi vil sætte en ære i at levere varen i rette kvalitet, rette mængde og til tiden også om det skal koste en ekstra kraftanstrengelse. Dette kan naturligvis kun lade sig gøre, når vi alle tager et ansvar og udfylder vores plads fuldt og helt. Så går det hele nemlig op i en højere enhed - så fungerer det som et team. Definitionen på et team i min verden er hvis du kan få fem gange en til at blive seks. Hvis resultatet blot er fem, så er det bare en gruppe. Det er ligeledes af største vigtighed at Flyvevåbnet har veluddannede og ansvarsfulde førere, der er parat til i påkommende tilfælde at tage ansvaret for andre. Ligesom alle vi i uniform må forholde os til, at vi i yderste konsekvens ikke blot har retten men også pligten til at anvende våbenmagt. Den overvejelse kan ikke afvente til den dag, man står i situationen, men skal være gennemtænkt forinden, Vi har nemlig ikke retten til at sige nej på grund af vores uddannelse, men vi har pligten til at udføre lovlige ordrer hurtigt villigt og nøjagtigt.
Der vil således være en mængde opgaver der skal løses, som vil kræve al vores viden, kreativitet og professionelle kunnen herunder rettidig omhu (den der har evnerne har pligten), men jeg er til gengæld sikker på, at det bliver spændende og udfordrende, og jeg er sikker på, at I vil og kan løse opgaverne. Dette siger jeg, fordi vi faktisk allerede ved siden af vores arbejde med at etablere Combat Support Wing har løst internationale opgaver i forbindelse med indsættelse af AMCE-personel, kommunikationspersonel samt velfærdsbefalingsmand til ISAF i Afghanistan samt personel til helikopter detachementet i Irak og sidst men så absolut ikke mindst uddannelse og indsættelse af Protection team i Basra.
Vi skal vise hinanden den nødvendige respekt og være parat til at hjælpe og vejlede, hvor det er nødvendigt, ligesom vi skal være opmærksomme på, at revner og sprækker ikke bliver til kløfter og impassabelt terræn. Lad os løse problemerne, når de opstår og skride ind, når man konstaterer uregelmæssigheder eller brud på vedtagne politikker. Herudover skal vi huske på, at der er en lang række personer i Flyvevåbnet, som netop nu står overfor at skulle skifte stilling og flytte hele familien, med den usikkerhed, som dette indebærer. Vi skal således være særligt opmærksomme på, at modtage disse nye medarbejdere godt og give dem de bedste muligheder for at falde godt til i Combat Support Wing.
Det er en kendt sag, at selv den bedste plan kun holder til det første sammenstød med fjenden. Derfor vil jeg afslutningsvis gerne understrege, at selv om vi har lagt os i selen for at skabe et godt og bæredygtigt grundlag for Combat Support Wing fremtidige virke, vil der ganske givet opstå situationer, der ikke er taget fuldt højde for. Det er i de situationer vi skal huske at se på muligheder og ikke begrænsninger. Lad os sammen skabe en enhed der står respekt om. Velkommen ombord.