[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Den maritime redningscentral (MRCC) og redningscentralen i Karup (RCC) er flyttet sammen ved Søværnets Operative Kommando i Århus under et nyt navn.

Den nye redningscentral Joint Rescue Coordination Centre Denmark (JRCC Danmark)får ansvaret for alle redningsaktioner i dansk område.
Søværnet havde i 2005 i alt 365 redningsaktioner til søs, mens Flyvevåbnet havde ca. 650 missioner fordelt på egentlige redningsaktioner og ambulanceflyvninger.

Formålet med sammenlægningen er at forbedre den danske redningstjeneste yderligere. Ved sammenlægningen vil der kunne opnås hurtigere indsats når mennesker er nød og koordinationen i forbindelse med redningsaktioner vil blive forbedret.

- Det er lettere at koordinere med en person tværs over bordet mens man ser vedkommende i øjnene, end via en telefonforbindelse, siger
chefen for Operationscentret orlogskaptajn H.C. Iversen.

I alt vil bemandingen blive forøget med 15 personer.