[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Af Rune Dyrholm

” Vi er blevet scrambled til en ulykke på Holbæk-motorvejen ” brager det igennem luften fra radaroperatøren Hans. Ordren udløser en strøm af kodesprog på intercomen, som absolut kun piloter forstår; Bravo 3, Ecco 1, og få øjeblikke senere er ” Rescue 275 ” i luften på vej mod ulykkesstedet. Med 200km/t og i fugleflugt tager det ikke mere end et par minutter før fartøjschefen WAS spotter en håndfuld udrykningskøretøjer, som allerede er ankommet til trafikuheldet.

Vi cirkler en gang for at finde et sted at lande, og selvom en Sikorsky S-61 er en stor og voldsom maskine, går vi ned kun et stenkast fra ulykkesscenen. Intet problem. Efter touchdown er redderen Ulrik og den medbragte læge, straks på vej mod de to kvæstede unge mænd. De skal gøres parat til den ambulanceflyvning, som barberer kritiske minutter af transporttiden til nærmeste hospital, og måske redder deres liv. I koordination med Falck og politiet bliver ofrene stabiliseret, bragt ombord, og så er vi i luften igen.
Først nu slapper alle af, og glæder sig over en veloverstået øvelse. Ikke mindst hovedpersonerne, de to ofre, som indsmurt i teaterblod nyder udsigten under turen til Roskilde.

Fakta:
De danske redningshelikoptere bruges ikke kun til redningsopgaver på havet. Den kan i særlige tilfælde også transportere kvæstede fra f.eks. trafikuheld eller lignende.