[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Af Arne Bach Nielsen

Det blev til ti spændende dage for flyverspecialist Jes Johansen, da han i juni krydsede grænsen mellem Kuwait og Irak og snoede sig i pansret mandskabvogn mod Camp Danevang ved millionbyen Basra.
Han var blevet ’hyret’ til at lave sikkerhedseftersyn på den danske bataljons tankvogne og – containere, idet det kun er Flyvevåbnet, der har mekanikere med de rigtige certifikater til netop den opgave.

Tankene skulle bevise deres tæthed. Derudover blev ventiler, rørsystemer og det funktionelle udstyr ved tankene udsat for Jes Johansens skarpe eksamen.

Han er uddannet mekaniker og tjener til sit daglige brød på jordudstyrsværkstedet ved Fighter Wing Skrydstrup. Når han ikke lige arbejdede med tanke i det gule ørkensand, hjalp han sine ’grønne’ kolleger – Hærens mekanikere – med at skrue på deres hvidmalede køretøjer; ofte i temperaturer der lå på den varme side af de 50 grader i skyggen.

Jes Johansens indsats var til alles store tilfredshed, og det var et well done han fik med sig hjem i sin sandede rygsæk.